Tidlig sommertur til Jotunheimen

[jbl]

Årets første fjeldtur blev i selskab med alle mine børn, Ceilie, Sebastian og Amanda, samt min svigersøn Allan. Aldrig har vi været så mange på fjeldtur før. Vældig fint

Vi måtte afsted første uge i skolernes sommerferie, hvis det skulle lade sig gøre at samle alle mand. Vi var lit betænkelige, da vi på live-cam kort før afgang så, at der stadig lå is på Leirvatnet. Hvordan måtte det så ikke blive længere inde i fjeldet. Men alt skulle vise sig at arte sig vel. Mens Danmark lå midt i et lavtryk og regnen silede ned, fik vi en uge med næsten kun godt vejr i Jotunheimen.

 

Store Tverråtinden

Første morgen vi vågnede på Spiterstolen var solrig, og vejrudsigten var lovende, selvom det skulle blive frost på de højeste toppe. Det var derfor oplagt at starte ferien med en toptur. Cecilie og hendes kæreste Allan havde aldrig været på Galdhøpiggen, så det var et meget stort ønske for dem at komme der. Jeg havde imidlertid været der i 2010 med Sebastian og Amanda, så vi valgte at dele os op i to hold. Cecilie og Allan gik til Galdhøpiggen, jeg gik med de to andre til Store Tverråtinden. Vi håbede at komme op nogenlunde samtidig; så kunne vi vinke til hinanden henover Svellnosbreen.

Sammen med Sebastian og Amanda fulgte jeg stien fra Spiterstulen op mod Svellnosbreeen, indtil vi havde krydset gletcher-elven på bro. Herefter forlod vi stien, gik rundt om moræneryggen og skråt ned mod Tverråen. Vi fulgte åen op til brekanten, hvor et skummelt parti ventede i form af en stejl klippe på tværs af hele dalen. Endvidere reducerede et stejlt snefelt antallet af varianter op. Det lykkedes dog at gå op lige til højre for snefeltet, ovenover dette krydsede vi mod venstre over nogle våde klippepartier, inder vi klatrede til tops over nogle grusbelagte terrasser. Det hele virkede lidt risikabelt, men med passende forsigtighed kom vi op.

Vildren på Tverråbreen

Efter dagens første nistepause fortsatte vi op gennem Tverrådalen i nordre kant af breen i et blandet terræn af sne og løse stenbrokker. Hele tiden kunne vi se op til båndet, og det virkede så tæt på, men det tog en evighed at tilbagelægge disse 2-3 kilometer. Omsider nåede vi op, og en ny udsigt åbnede sig, hvor specielt Skardstinden stod fantastisk flot.

På vej op gennem Tverrådalen

Fra båndet ventede den egentlige opstigning til Vesttoppen. Det er 300 højdemeter i grov ur, som man kender det fra så mange andre fjelde. Det gik dog relativt nemt, dog blev vi mod slutningen forstyrret af nysne, der dels gjorde stenene lumsk glatte, dels gjorde det umuligt af læse mellemrummene mellem stenene. Vi måtte gå forsigtigt, og dog blev det til talrige fejl.

Omsider nåede vi Vesttoppen, hvor udsigten åbnede sig mod Galdhøpiggen. Det var naturligvis umuligt at skelne Cecilie og Allan fra de andre derovre, men havde de fået øje på os, kunne de ikke være i tvivl; vi var på dagen de eneste på Store Tverråtinden. Jeg ville sende en sms til de to andre, at nu var vi på topeggen, men jeg kunne ikke finde mobildækning.

Topeggen set fra Vesttoppen mod Store Tverråtinden

Fra Vesttoppen manglede kun 3-400 meter langs eggen til højeste punkt. Det går ganske let, idet en mindre hammer på et par meter let omgås på sydsiden. Dog blev vi stadig sinket af den megen nysne.

Efter seks timer stod vi på Store Tverråtinden. Udsigten herfra er fremragende, stuppen mod øst og videre langs eggen mod midttoppen giver et dramatisk indtryk, og selvom Galdhøpiggen rejser sig 150 meter højere på den anden side af Svellnosbreen, fornemmer man tydeligt at stå på et meget stort fjeld.

Udsigt fra Store Tverråtinden mod Midttoppen

På returen søgte vi direkte mod et af de snefelter, der går fra Tverrådalen næsten helt op til eggen. Vi testede forsigtigt sneen, og da vi kunne finde fodfæste, iførte vi os regnbukser og gled dernæst på enden hele vejen ned i dalen. På fem minutter tilbagelagde vi en distance, som det på opturen havde taget 2-3 timer at klare. Ned gennem Tverrådalen holdt vi os nu næsten udelukkende på sne, indtil vi nåede det lumske sted ved brekanten. Her fandt vi let det sted, vi var kommet op. Dog omgik vi de mest skumle passager nu ved at glide ned ad snefeltet. Resten af vejen hjem var a walk in the park først ned langs Tverråen, dernæst videre ad stien fra Svellnosbreen ned til Spiterstulen.

Også Cecilie og Allan havde haft en flot tur til Galdhøpiggen. Der havde ligget meget sne, og de var kommet hjem kun en halv time før os.

 

Hytte til hytte

Næste morgen startede vi op i silende regn, men eftersom vi blot skulle op gennem Visdalen mod Lejrvassbu, gjorde det ikke meget. Det klarede dog snart op, og efter et par timer kunne vi lægge regntøjet tilbage i sækkene og nyde udsigten op mod de mange tinder, hvor specielt Uradalstinderne, Visbretinden og Kyrkja er dominerende.

Oppe ved Kyrkjatjørnene var det efterhånden blevet så lunt, at vi kunne tage en siesta på et lille græsbevokset hjørne, mens Allan prøvede lykken med fiskestangen. Allan fik ikke held med fiskestangen, heller ikke senere på turen, selvom han var tæt på nede ved Leirvassbu, hvor ørreden var henne og checke blinket men dog ikke villig til at bide på. Vi tænker vi var lige lovlig hurtigt ude med fiskestangen så højt til fjelds. Forhåbentlig bliver det bedre til august, når jeg anden gang denne sommer besøger Jotunheimen.

Fiskning ved de små søer over Leirvatnet

Lidt længere fremme kunne vi konstatere, at Leirvatnet stadig var dækket af is. Dog var vandet lige neden for afløbet frit. Her forsøgte vi os senere på aftenen igen med fiekeri, men altså stadig uden held.

Efterfølgende dag var det stadig overskyet, men ingen regn. Vi begav os på den relativt korte dagsmarch mod Olavbu. Inde i Storådalen var Langvatnet samt de højereliggende småsøer ligesom Leirvanet dækket af is. Landskabet virkede næsten vinterligt, men dog med forår og optøning lige om hjørnet.

Op mod Raudalsbåndet måtte vi bestige et stejlt snefelt, som det formentlig vil tage det meste af sommeren at optø. Imponerende og lidt skræmmende at stå her øverst oppe og kigge ned mod den isbelagte sø under snefeltet. Her vil det ikke være godt at glide ud, hvis sneen er hård/iset.

På snefeltet ved opstigningen til Raudalsbåndet

Omkring klokken 15 nåede vi frem til trivelige Olavbu og fik os installeret. Om eftermiddagen måtte Allan ud og checke vandene omkring Olavbu for ørred, jeg havde Mjølkedalstinden som eftermiddagsunderholdning.

 

Mjølkedalstinden

Da vi besluttede at gå fra Leirvassbu til Olavbu, kunne jeg ikke lade være at drømme om Mjølkedalstinden. Denne æstetiske top har jeg længe haft på min hitiste. Jeg håbede på knaldvejr, men opklaringen lod vente på sig, og selv om Mjølkedalstinden var synlig, da vi krydsede Raudalsbåndet, var den omgivet af skyer og kunne hvert øjeblik blive dækket til.

Mjølkedalstinden set fra Raudalsbåndet

Trods usikkert vejr besluttede jeg at gøre forsøget. Ingen i mit følge ønskede at gå med, Allan ville fiske, og de andre var mest til afslapning i hytten, så jeg gik alene efter at have pakket en let tursæk. Jeg fulgte standardruten, fra Olavbu op til skåret nord for Mjølkedalstinden idet jeg videst muligt søgte at gå ad klippefremspring fremfor sne. Fra skåret gik det op på nordryggen og herfra videre til tops.

Omkring 2000 meter gik jeg ind i tæt tåge, som ikke lettede, før jeg var nede igen. Topudsigt blev der altså intet af, men Mjølkedalstinden har så meget andet at byde på, så det gjorde egentlig ikke så meget. Mjølkedalstinden er en rigtig sjov top, fast fjeld hele vejen op, en masse let klyvning, og endelig en smal egg de sidste 200-300 meter, som virkelig giver følelsen af, man har luft under vingerne uden det virker udsat.

Mest udfordrende, hvis ikke man har tendenser til højdeskræk, er at komme op på nordryggen. Det første stykke op på ryggen går stejlt, og man må overveje sit rutevalg. Det viste sig, at sporadisk vardning markerer en brugbar rute først op til højre, dernæst kryds over til venstre, og herfra op.

På returen, efter at være steget ned fra topryggen, kurrede jeg det meste af vejen ned på snefelterne. Hele bestigningen tur/retur tog 3-3½ timer fra Olavbu.

 

Gjende

På Olavbu vågnede vi til et termometer, der viste -1 grader. Udenfor skinnede solen dog, og det føltes slet ikke så koldt, når man trådte ud af hytten. Friskt var det, og uendelig flot med Mjjølkedalstinden ret over os, Raudalstinderne i nord og Gjendealperne i syd. Vi skulle mod syd og kunne de første mange timer nyde udsigten mod Gjendealperne, en udsigt, der gradvist åbnede sig. Kiggede vi tilbage, rejste Mjølkedalstinden sig stadig mere majestætisk.

På vej ned gennem Raudalen med udsigt mod Gjendealperne 

Efter endnu lidt fiskeri ved de nedre søer i Raudalen, steg vi ned til Vesleåen. Her bliver terrænet hurtigt mere frodigt, og elven tiltager i styrke efterhånden som den får forstærkning fra siderne. Nu nærmede vi os Gjendedalen med al dens frodighed og idyl.

Gjendebu lignede fuldstændig sig selv, smukt beliggende, trivelig og fremfor alt ikke særlig præget af masseturismen trods den lette adgang med Gjendebåden.

På sidstedagen kunne vi vælge mellem Bukkelægret eller en toptur fra Gjendebu. At stresse efter gjendebåden klokken 8.30 ønskede vi ikke. Bukkelægret blev vedtaget som finale på en flot og oplevelsesrig uge. Her går det først igennem frodig skov, inden stien drejer 90 grader ind i fjeldet og en nærmest umulig opstigning begynder. Man kommer dog op til en stadig flottere udsigt over mod Gjendealperne, og på toppen belønnes man yderligere med udsigt udover Memurudalen og alle dens tinder.

Efter lidt vandring op og ned påbegyndes den endelige nedstigning mod Memurubu. Her kan man på den ene side af fjeldryggen nyde udsigten ned mod Gjende, på den anden side løber Memuruelven langt under en.

Nede ved Memurubu valgte vi at tage Gjendebåden til Gjendesheim for at få mindre stress til hjemtransporten. Vi var dog tæt på at fortryde, da vi ankom til Gjendesheim og i en 15 minutters check-in-kø. Måske var det denne køoplevelse, der lagde et negativt indtryk, måske at jeg måtte tilbage i køen for at veksle til 10-kroner til badet, men Gjendesheim virkede på os som et turistmekka med en helt forkert stemning. Udstyrsshop, fire siders vinkort og 30-40 ølmærker virkede på en måde helt forkert. Men selvfølgelig har DNT også interesse i at tiltrække potentielt nye kunder og vække folks naturinteresse. En svær balancegang formentlig, hvor man helst heller ikke skal skræmme den eksisterende medlemsskare væk fra det flagskib, som Gjendesheim trods alt er i DNT-regi.

[Kjell Iver]

Takk for en flott turrapport! Jeg tror ikke vi har hatt turrapporter på fjellforum fra Jotunheimen - med innlagt fisking, og det er jo veldig bra da, selv om det ikke ble fisk.

Jeg beklager ellers problemene du hadde ved redigering av posten din. Det er rettet opp i.