Jotunheimen 2010, Tverråtinden?

[jbl]

Jeg har nu syv år på stribe tilbragt en uge af min sommerferie med familien i Jotunheimen. I år var jeg af sted med mine børn, Cecilie på 21, Sebastian på 16 og Amanda på 10, mens min kone blev hjemme med knæproblemer sammen med sin søn.

Cecilie havde Galdhøpiggen som hovedattraktion, efter at jeg har haft slæbt hende med på en stor håndfuld mindre befolkede 2000-meter toppe, så vi måtte ramme Spiterstulen i løbet af ugen. Vejrudsigten i starten af vort ophold var dog ikke alt for lovende, så vi valgte at starte med nogle hytte-til-hytte-ture. Vi tog Valdresekspressen til Gjendesheim, herfra båden ind til Gjendebu, hvor vi gik første dagsetape til Leirvassbu mandag d. 5. juli. Det regnede det meste af dagen, men skyerne lå forbavsende højt, og vi fik derfor rigelig lejlighed til at studere de mange flotte tinder omkring Langvandet. En lille forhindring var elven ned fra Uradalen, som var langt kraftigere end for seks år siden, da jeg sidst gik turen. Først måtte jeg selv gå over med rygsækken for dernæst at returnere og hjælpe Amanda over. Vi fik alle våde sokker, men pyt.

Tirsdag kunne jeg godt have tænkt mig en mindre toptur til Tverrbotntinderne lige over Leirvassbu. Det havde været en overkommelig tur også for Amanda. Men skyerne lå lavt, og vejrudsigten lovede ikke bedring, så vi besluttede at gå mod Spiterstulen. Fra sidst på formiddagen lettede skyerne dog, og faktisk fik vi turens bedste dag med høj solskin hele eftermiddagen. Ærgerligt vi ikke havde gået Tverrbotntinderne, men nu fik vi en fantastisk flot tur ned gennem Visdalen med udsigt til alle de store tinder. Efter oplevelsen med Uradøla dagen forinden frygtede vi en anelse at skulle krydse Visa-elven på sten. Det viste sig dog ganske problemfrit, selvom Amanda måtte have en smule hjælp. De to store kunne dog ikke dy sig og lavede kapløb over elven med det resultat, at Cecilie vred om på knæet. Vi kølede knæet i det kolde vand og forbandt det, og Cecilie klarede turen frem til Spiterstulen, men da knæet først fik ro, blev det stift, og Cecilie måtte blive på Spiterstulen resten af ferien. Galdhøpiggen fik hun ikke, så vi må såmænd nok tilbage næste år.

Onsdag måtte Cecilie blive på Spiterstulen og pleje sit knæ. Amanda trængte til en fridag efter to lange dagsture, så også hun blev nede. Jeg benyttede så chancen til at invitere Sebastian med på Tverråtinden. Jeg har en (ikke ufravigelig) ambition om hvert år at få en ny 2000-meter top til min lille samling, og Store Tverråtind kunne være et flot bidrag til samlingen. Vi fulgte stien op mod Svellnosbræen til hvor den krydser elven. Herfra fandt vi selv ruten videre op mod Tverråbræen og videre langs nordsiden af denne op til Tverråbåndet. Indtil da havde vejret været fint, men nu, så tæt på målet, blæste det op. Vi nåede lige at få et glimt nordpå på den anden side af båndet mod imponerende Skarstind, da skyerne lagde sig tæt over fjeldene og sneen begyndte at vælte ned. Vi ville dog ikke give op efter den lange anmarch og begav os op ad stenskråningen mod Tverråryggen. Vi fandt solbriller frem, ikke for beskyttelse mod solen, men mod hagl og modsne. Oppe på topryggen blæste det fælt, og sigtbarheden var 50 meter. Vi klatrede frem lidt nede på den sikre sydside, da vi pludselig fandt toppunktet lige over os med en lille varde. Men var det nu toppen :) : Vi kunne ikke rigtigt orientere os, men efter at have læst andre turbeskrivelser får jeg den mistanke, at vi befandt os på den 2288 meter høje vesttop og ikke hovedtoppen på 2309 meter. Jeg har vedlagt foto, og eksperter i sagen må gerne kommentere, også om det er negativt.

Efter et kort ophold på "toppen" begav vi os nedad. Sebastian følte sig utryg og kunne absolut ikke lide forholdene på topryggen, så, om vi var på hovedtoppen eller ej, var det eneste rette beslutning. Vi fandt en snefyldt rende lige under toppen, og i denne kurede vi 3-400 højdemeter ned i susende fart til stor morskab, og Sebastian kunne atter finde de store smil frem. Dernæst returnerede vi samme vej, vi var kommet op.

Torsdag tog jeg Sebastian og Amanda med på guidet tur til Eventyrisen på Svellnosbræen, mens Cecilie stadig plejede sit knæ. Eventyrisen er altid et hit for børnene, og i år var ingen undtagelse. Amanda, som var på isen for første gang, ville gerne gå turen igen om fredagen, og hun havde et fint motiv, da vi havde glemt nye batterier til kameraet og derfor ikke kunne tage billeder på Eventyrisen.

Fredag, sidste dag i denne omgang inden busturen hjem til Danmark via Lom og Oslo, blev dog dedikeret Galdhøpiggen. Cecilie gik med fra morgenstunden, men allerede efter 300 højdemeter kunne hun mærke, at knæet ikke kunne holde, og hun måtte returnere. Vi andre tre fortsatte i fint vejr op til Svellnosa, som jeg altid har gået udenom på mine tidligere ture til Piggen, og således fik jeg på sin vis en ny 2000-meter top til samlingen, hvis ikke Tverråtinden kan godkendes. Videre til Piggen over Keilhaus gik det problemfrit, og efter 4½ timer på vej stod vi på Nordeuropas tag og kunne se ned på alle de andre flotte tinder. Fem minutter efter vor ankomst til toppen drev skyer ind fra vest, og vi søgte ly i den lille stenhytte. Efter at have nydt en karton juice var skyerne drevet bort, og vi kunne studere udsigten nok engang, inden vi atter begav os ned til Spiterstulen og Cecilie.

[500fjell]

Hei jbl!

Høres ut som du og barna hadde et fortreffelig opphold i Jotunheimen. Tøft av minstejenta å gå slike turer, det lover bra. Synd med kneet til Cecilie, men Galdhøpiggen står der nok i mange år fremover... Beklager å måtte si det, men er nok redd du har rett i din mistanke om at du står på pkt 2288 ("Vestre Tverråtinden" i Røines liste). Her er et bilde tatt fra Store Tverråtind også i retning østover https://www.fjellforum.no/oldLinkConverter.php?oldAttach=13124

Lykke til med neste års 2000-metringer!

[jbl]

Ja, vi havde en fortræffelig tur i Jotunheimen, som altid .

Og ja, det var nok vesttoppen på Store Tverråtind, vi antog for hovedtoppen. Men det gør nu ikke meget. Nu har jeg motivationen til at gå derop igen, og hvem ved, så bliver det måske med bragende udsigt. Og så er jeg ganske tilfreds med, at vi gjorde den rigtige beslutning at gå ned, da Sebastian ikke følte sig tryg. Så må mine ambitioner hellere vige.

Mange tak for svaret, Sondre .

Jakob