Søk i nettsamfunnet

Er det noen som har tips til fin tur hytte-til-hytte med 8-åring i sommer? Vi kvalifiserer nok ikke som friluftsfolk / fjellvante, men har vært på noen små vandringer og topper med ujevne mellomrom. Vi har overnatta både i DNT-hytte og telt før, og 8-åringen hadde null problemer med å komme seg over Besseggen i fjor. Mye flate partier blir fort kjedelig, så litt utfordring/variasjon må nok til for å holde motivasjonen oppe. Tenker 4-5 dager og helst ikke fryktelig langt å reise fra Oslo. Veldig takknemlig for alle tips!

Här är mina 8 etapper i Dovrefjell 23/7: 6km utmed E4 Oppdal-Risan (ingen lift så tidigt på dagen!) därpå huvudsakligen orösat till Pershöe, nära Dindalen. Inte helt trivialt att hitta rätt där leden lämnar älven, med två obetydliga höjder som huvudsakliga orienteringspunkter. Något enformig etapp. Hopplöst att hitta ledens början under trädgränsen, men efter ett tag upptäckte jag *vägar* som inte fanns med på kartan. 24/7: T-leden mot Loennechenbua, men valde läger vid Urdvatnet söder om bua. Mycket fina tältplatser. 25/7: Mot Åmotsdalshytta över bl a Urdvassbekken (MYCKET bred stengång), in i Snöhettamassivet, utmed Langvatnet och till läger vid älven strax norr om Lesjöen. Ljuvligt område. Hagelskurar när jag slog läger - plötsligt inte SÅ noga med hygienen. 26/7: Kanonetapp mot Grövudalen, med läger vid stigskiljet Raudbergshytta-Aursjöhytta, 200 höjdmeter ovanför dalen. Brant snöfält som måste kringgås och mycket akrobatisk blockterräng utmed den sista sjön efter detta snöfält. 27/7: Mot Raudbergshytta där jag efter en dl tvekan valde att gå söderut igen, genom Håkodalen till Håkodalstela med både vackra och mindre vackra utsikter. 28/7: Förbi Aursjöhytta mot Miutjönnin. Aursjöhytta förskräcklig plats, krafledningar, väg med tung trafik av lastbilar och arbetsfordon. 29/7, 30/7: Miutjönnin-Gravdalen-Bjorli. Se inlägg om Reinheimen 1997 gjorde jag min förra Dovretur. Den gav mig spektakulärt vackra etapper (i spektakulärt vackert väder) genom Stroplsjödalen och Skirådalen men också trist vägvandring mellan Vangshaugen och Jenstadjuvet; vidare passerade jag Snöheim som väl hör till det fulaste i Dovre. Inget av detta kom med på årets tur som jag dock tyckte hade en överlägsen komposition och fördelen av tält alla nätter. En lustig iakttagelse, om det beror på genomsnittshöjden, eller på speciella vattenförhållanden: under 8 dagar gick jag över en dammur och endast två broar (den ena onödig), men icke en enda bro över trädgränsen och icke ett enda egentligt vad (dvs. alla bäckar på den höjden kunde stengås) I vilket annat område kan man uppleva detta? il C.

Tenkte jeg kunne dele litt fra en tur vi hadde Tafjordfjella en tid tilbake. Et fjellområde som er utrolig undervurdert. Kanskje det skyldes at det høyeste fjellet, Puttegga, "bare" er 1999 meter høyt. Det har jo blitt en folkesport å jakte 2000-meterstopper nå. En annen grunn er nok at turen starter enden av en lang blindvei ved Zakariasdammen sør-øst for Tafjord. Ved dammen finnes det godt med parkeringsplasser. Herfra er det en ganske bratt stigning opp til Reindalsseter. Dette er en fullbemannet DNT-hytte, men den gikk vi rett forbi. Vi ønsket å spare trerettersmiddagen til turens siste overnatting. Etter Reindalsseter gikk vi østover på langs den utrolig ville og vakre Veltdalen. Dette skal visst nok ha blitt kåret til en av Norges vakreste DNT-etapper. Det forstår vi. Her går du på nordsiden opp det oppdemmede juvet som det skulle være en gammel ferdselsåre i alpene. På toppen av dalen kommer du opp til asurgrønne vann. Vassdraget er regulert, men all infrastruktur ligger inne i fjellet. Så her er naturinngrepene begrenset så godt det lar seg gjøre. Veltdalshytta ligger nydelig plassert på rundt 1200 meters høyde. Kraftutbyggingen har gjort at hytta både innlagt vann og strøm. I tillegg finnes det et museum som viser fram ting fra kraftutbyggingen og motstandskampen under 2. verdenskrig. Det er vel rundt 15 km opp mer, men ganske mange høydemeter som skal tas. Oppe ved veltdalshytta ligger blant annet Fieldfarehyttasom del av museet fra 2. verdenskrig. Ei av de minste hyttene er innredet som museum. Her er det mulig å overnatte tror jeg. På dag to så fortsatte vi mot Pyttbua. Dette var en litt kortere etappe på 11 km. Til gjengjeld er fjellet her mer utsatt for vær. Oppe i høyfjellet fikk vi virkelig møte regnet. Etappen gikk også i gjennom et ganske steinete område. Så vi har glade da vi fikk se Ryttbua i det fjerne. Pyttbua synlig i det fjerne. Kun en relativ lang nedstigning og elvekryssing skiller oss fra hytta. Heldigvis var det bro over elva, så kryssingen gikk greit. På dag tre passerte vi Puttegga (1999m) i passet på vei over til Reindalen. Dette var også en veldig fin etappe. Spesielt over det bratte passet (1500m). På andre siden ligger den utrolig frodige og grønne Øvre Reindalen som en kontrast. Her fikk vi også et værskifte som forsterket opplevelsen. Puttega synlig som høyeste topp. Ned mot reindalseter går det fine lettgåtte stier. Det er kun det siste bratteste pertiet som er litt gjørmete. Nede i reindalen ligger Reindalsseter. Her ble det overnatting, god mat og godt drikke. Etappen ble på rundt 15 km. Etter en god natt søvn gikk vi de rundt 5 km ned til bilen. Flere detaljer finnes på bloggen vi holder på å lage: ivillmark.no

Så, årets sommerferie har jeg lyst til å tilbringe på Hardangervidda - mer spesifikt å gå fra hytte til hytte på kryss eller tvers av området. I den anledningen ønsker jeg tips om gode ruter, og hva som er bra/dårlig med dem. Eneste begrensning er at jeg ikke skal starte med å gå opp fra Hardangerfjorden til vidda Det klarer ikke kroppen min... Nord-syd? Syd-nord? Øst-vest? Nord-øst? Så mange valg

Hei, dere. Hvilken størrelse sekk hadde dere gått for dersom man skulle hatt en dagstursekk, som også kan benyttes mellom de betjente hyttene på sommerhalvåret? Dagsturbruken kan være fiskeutstyr, kokekar og brenner o.l. Det finnes jo pakklister i fra dnt angående hva som er relevant å ta med seg på hytte til hytte turer. Klarer ikke å lande på volum her😵. Håper på tips👍

Har endelig mulighet til å ta en fottur i fjellet nå i slutten av mai. Jeg vet at Oslomarka er fin og lettilgjengelig, men vil gjerne komme meg litt lenger! Er litt rådvill på område, så tar gjerne imot tips. Ønsker: Jeg bor i Oslo og er helt avhengig av kollektivtransport. Det er også en fordel om det ikke er mer enn 5 timers reise til startpunkt. Jeg tenker 1 eller 2 overnattinger. Vil helst slippe å slepe på telt, så tanken er å overnatte en eller to netter på selvbetjente/ubetjente hytte(r). Jeg er i relativt god form og liker å gå et stykke. Så: Noen gode tips? Bonus hvis man får klivefølelsen og litt utsikt!

Påske 2020 - 4 overnattinger Fjellski med pulk x 2 (1 til utstyr og 1 til utstyr/ avlasting for lillegutt) Hytte til hytte eller telt, gjerne en kombo Jeg og yngstemann (5år) har bestemt oss for 4 dagers tur i påskefjellet. Vi er turvante og ser for oss Rondane eller Jotunheimen, men rutene og valgene er så mange.... ....hva ville du valgt og hvorfor? Hører fra deg🐒

En uke siden vi kom hjem etter en fantastisk flott 5-dagers fjelltur i Saltfjellet i nordland. Et helt fantastisk fjellområde med blandt annet et av Norges beste røyevatn Hadde alt fra styrtregn og TETT tåke til knallsol fra skyfri himmel. Gikk fra hytte til hytte (DNT-hytter) og må si jeg er imponert over standarden disse hyttene innehar. Er absolutt å anbefale for de som har lyst på fine turopplevelser i nordland Gikk opp på Semska, som ligger midt oppe på Saltfjellet etter E6, og endte opp i Trettnes i Saltdalen. Totalt tilbakela vi over 70km i fjellet på disse 5 dagene Opp fra Semska i regnvær og vind, men du så flott alikavell Ned i Bjøllådalen med Bjøllåga rennende nedi Skogens konge (dronning) kom å hilste på når vi begynte nedstigninga til Krukki i Bjøllådalen Krukkimyrene er fantastisk flotte å se til med Bjøllåga rennende gjennom. I denne elva er det fin fisk å få Steinbua i Bjøllådalen Et av norges beste røyevann, Søndre Bjøllåvatn Sikringshytta på Midtistua, hvor vi lå Utsikten fra kjøkkenvinduet i sikringshytta mot søndre Bjøllåvatn Hovedhytta på Midtistua innhyllet i tåke Elva som renner fra nordre Bjøllåvatn Steinbua ved nordre Bjøllåvant Nordre Bjøllåvant er STORT Siste dagen i fjellet ved nordre Bjøllåvatn i et fortreffelig vær

Avdalen På årets fjeldferie i starten af august havde jeg i år selskab af min søn Sebastian på 17 og min yngste datter Amanda på 11. Vi tog en natbus fra København til Oslo, herfra med Valdresekspressen til Øvre Årdal og endelig med en taxa ud ad byen og de første kilometer op i Utladalen til Hjelle, hvor vi blev sat af omkring kl. 17 lige efter den flotte Hjelledalsfos. Herfra måtte vi gå en lille eftermiddagstur op til Avdalen, hvor vi havde bestilt plads på Avdal Gard til første overnatning. Først gik vi et par kilometer langs den brusende Utlaelv, frem til Avdalfossen. Vi studerede den flotte tos en stund og havde en lille diskussion. Jeg havde lovet børnene, at de i Utladalen skulle se fosser, som de aldrig havde set dem før. Nu påstod de begge, at Høystakafossen ved Bygdin var lige så stor som både Avdalfossen og Hjelledalsfossen. Med al respekt for Høystakkafossen var jeg ikke helt enig, men hvad stiller man op med førstegangsindtryk. Under alle omstændigheder havde jeg en trumf næste dag: Vettisfossen. Efter Avdalfossen forlod vi Utla og begav os små 200 højdemeter op ad Utladalens stejle vestskråning, og vi fik sved på panden, inden vi nåede op til Avdal Gard, et lille og enormt triveligt sted, en af mine absolutte favoritindkvarteringer, selvom jeg kun har været her en gang tidligere i 2004. Gården ligger lige ved toppen af Avdalfossen, og om aftenen falder man i søvn til den monotone lyd fra fossen. Man har en fantastisk udsigt udover Utla og over på de lodrette fjeldvægge på den anden side af dalen. Og fordi stedet er så lille (foruden os var der kun en anden gruppe fjeldturister), opnår man en tæt kontakt til værterne og de andre gæster. Utla Dagen efter skulle vi den lange vej op gennem Utladalen til Skogadalsbøen. Denne tur er efter min mening den flotteste af alle de officielle ruter i Jotunheimen; ekstremt varierende fra frodig skov tæt på havets overflade dybt nede i Utladalen til højfledsatmosfære på Friken, og hele tiden nyt at kigge på. Efter at være steget ned til Utla igen samme vej, vi var kommet op aftenen forinden, gik vi nogle kilometer langs den vilde Utlaelv. De høje og stejle fjeldsider gav associationer til Grand Canyon, blot var landskabet mere frodigt. Ved Vettis Gard ventede dagens første og hårdeste stigning op ad Utlas stejle østskråning i frodig skov, dog med en række af udsigtspunkter udover Utla. Fra toppen af stigningen fortsatte vi gennem idylliske Vettismorki, en blandet fyr og birkeskov iblandet småsøer og mose. Her passerede vi også Vettisfossen med dens 275 meter frie fald, og børnene måtte medgive, at selv Høystakkafossen var overgået. Efter Vettismorki ventede dagens anden opstigning til frodige og imødekommende Fleskedalen, og herefter endnu en opstigning til lige under Friken, hvor man møder af en panoramaudsigt, der intet ligger tilbage for udsigten lige over Besseggen, blot er man her fritaget for masseturismen. Fra Friken kigger man udover Utladalen i hele dens løb. På den anden side har man hele perlerækken af tinder i Hurrungane. Gjertvasstinden, Styggedalstinderne og Storen tager sig fantastiske ud fra denne vinkel. I den modsatte retning rejser Stølsnostinden sig majestætisk, og længere mod øst ligger Uranostinden. Ikke langt under Friken så vi for første gang Skogadalsbøen langt ude, men der var stadig lang vej at gå, dog hele tiden med et fantastisk udsyn til Hurrungane. Solen skinnede og varmede det meste af dagen, og efter dagens anden opstigning til Fleskedalen kunne jeg ikke stå for fristelsen til at smide tøjet og tage et dukkert i Fleskedøla. Det var skønt og svalende at dække sig helt med vand et par gange, men da vi fortsatte op mod Friken, begyndte lårene straks at krampe. Jeg har aldrig før haft kramper i fjeldet, så jeg tænker, musklerne er kølet helt ned af det kolde vand. Flere gange måtte jeg kræve pause for at strække benene, og jeg måtte være forsigtig og gå med korte og afmålte skridt, men børnene morede sig fint. Vi var fremme på Skogadalsbøen sidst på eftermiddagen til nok en hyggelig aften. Skogadalsbøen nyder godt af, at man ikke kan komme hertil hverken med bil eller båd. Følgelig er her kun rigtige fjeldfolk, hvilket giver en speciel stemning, og vi faldt let i snak med de andre gæster. Til Leirvassbu Vi vågnede på Skogadalsbøen til nok en solrig dag. Egentlig lovende for en toptur, men Gjertvasstinden var nok for krævende for Amanda, og Uranostinden for langt væk. Så vi måtte på endnu en etapevandring. Amanda havde bemærket, at de på Spiterstulen havde installeret svømmebasin, så der ville hun gerne imod. Det pegede mod enten Leirvassbu eller Olavbu. Jeg lod børnene vælge, og det faldt ud for komforten på Leirvassbu. Turen til Leirvassbu blev feriens længste (23 km. har jeg læst), men alligevel ikke så anstrengende som turen op gennem Utladalen. Nok ligger Leirvassbu højere end Skogadalsbøen, men stigningen er jævn og fordelt over en stor afstand, så man bemærker næsten ikke, det går opad bakke. Kun fra Storebrua op til Storutladalen kommer pulsen op en lille kilometer. Storutladalen er frodig og gæstfri, og specielt Raudalstinderne tager sig flot ud. Og når vi holdt pause, kunne vi kigge bagud mod imponerende Gjertvasstinden og Styggedalstinderne. Kyrkja dukkede tidligt op som pejlemærke langt ude i horisonten, og vi kunne hele tiden orientere os, hvor langt vi havde igen. Problemet var blot, at det i begyndelsen næsten ikke virkede, som om vi rykkede nærmere. Ved Sandelven åbnede en fornem udsigt sig op mod Storebjørn og Sandelvbreen, der imidlertid havde trukket sig meget tilbage siden 2004. Dernæst blev landskabet hurtigt mere goldt, og da det tilmed begyndte at regne, faldt humøret nogle grader. Heldigvis nåede vi snart grusvejen fra Gravdalsdammen, og vi kunne slå automatpiloten til. Lige før nedstigningen til Leirvandet klarede vejret atter op, og vi fik et fint udsyn til Kyrkja, Visbretinden og Tverrbytthornet. Til højre for os lå nu Høgvagltinderne. Omkring kl. 17 var vi fremme på Leirvassbu efter nok en anstrengende dag. Langvasshø På Leirvassbu havde jeg håbet på gode vejrbetingelser for en toptur. Om morgenen lå skyerne højt på himlen, og vejrudsigten var acceptabel om end ikke optimal (lidt regn kunne ventes omkring middagstid). Jeg besluttede at gøre et forsøg på Visbretinden, der havde vist sig så flot dagen forinden. Amanda havde været svækket en smule af forkølelse de første dage, og jeg tilbød hende en fridag på Leirvassbu. Hun frygtede dog at komme til at kede sig, og endte derfor med at gå med på tur. Vi fulgte stien mod Gjendebu op til Høgvaglen. Her drejede vi ad stien mod Kyrkja og fulgte den, så længe den steg op mod Kyrkjeoksla. Da stien begyndte at sigte mod skåret syd for Kyrkja, fortsatte vi offpist til fortoppen på Kyrkjeoksla. For ikke at tabe højde gik vi i en bue over nordtoppen på Kyrkjeoksla. Dernæst tabte vi alligevel højde og kunne med fordel være gået i en mere direkte linje. Sydtoppen omgik vi på vestsiden i lidt besværlig ur. Nu stod vi ved den stejle skråning op mod Langvasshø. Vi overvejede, om man kunne gå østom, men der syntes at være en stejl fjeldside, der blokerede. Altså måtte vi op ad den stejle skråning i grov ur. Oppe over dette besværlige stykke holdt vi en kort pause, inden vi fortsatte det sidste korte stykke op til Langvasshø. Jeg gav topvarden et klap og kiggede mig hurtigt omkring, men ellers fortsatte vi uden stop ned i skåret mellem Langvasshø og Visbretinden. Her holdt vi en længere pause og spiste vores niste. Der var kun gået få minutter, da skyer drev ind fra syd, og vi blev begravet i tåge. Vi gav os god tid i læ af nogle store klipper, og efter tyve minutter klarede det op. Gjendealperne lå nu badet i sol mod syd, og efter yderligere nogle få minutter, slap også Visbretinden de sidste skyer. Nu lå toppen lige til at indtage. Men nu kunne Amanda ikke mere. Forkølelsen og den stejle opstigning til Langvasshø havde taget på hendes kræfter, nu havde regnbygen gjort det sidste arbejde. Sebastian og jeg overvejede at løbe op på skift, idet vi ikke kunne lade Amanda alene tilbage nede i skåret. Vi endte dog med, efter nogen ærgrelse, at lade Visbretinden ligge til en anden gang. I stedet returnerede vi til Langvasshø, der nu pludselig var blevet turens hovedattraktion som trods alt en ny top i min lille 2K-samling. Vi nød udsigten fem minutter, inden vi atter begav os ned over den stejle ur, der nu tilmed var blevet regnvåd. Denne gang omgik vi begge toppunkter på Kyrkjeoksla. Da vi passerede nordtoppen, begyndte det atter at regne, og alle toppe omkring os blev indhyllet i skyer. Denne gang blev regnen ved, og en lille trøst var det, at havde vi ikke ladet Visbretinden ligge, ville det være blevet en lang tur hjem i regn. Omkring kl. 16 nåede vi tilbage til Leirvassbu til varm kakao og kager i cafeteriet. Spiterstulen og Eventyrisen Fra Leirvassbu fortsatte vi i gråvejr og småregn til Spiterstulen. Først gik vi gennem Kyrkjeglupen, et goldt og ugæstfrit område, hvor man dog plejer at kunne kigge op mod Kyrkja og Tverrbytthornet. De var dog begge i dagens anledning dækket af skyer. Efter en times tid nærmede vi os nedstigningen til Visdalen. Her blev terrænet straks mere frodigt og imødekommende, selvom vi ikke fik udsyn til alle de fine tinder, der omkranser Visdalen. Ved Visaelven måtte jeg gå over med rygsækken først og dernæst returnere for at støtte Amanda over hovedløbet. Derfra gik det let ned gennem Visdalen, og kl. 15 kunne vi checke ind på Spiterstulen. Vi blev på Spiterstulen en ekstra dag for at gå på Eventyrisen. Vi havde alle været der før, men det er hver gang en fantastisk oplevelse, specielt for børnene, og alle pengene værd. Klokken ti begav vi os af sted med guiderne og de 30-40 øvrige turdeltagere. Vi fik en rundtur på hele tre timer i brefaldet på Svellnosbreen og oplevede ishuler, tårne og labyrinter. Om aftenen måtte Amanda naturligvis prøve svømmebasinet i kælderen på Spiterstulen, inden vi næste morgen atter satte kursen mod Danmark. Først med bus til Lom, dernæst med Nordfjordekspressen til Oslo og endelig med natbussen hjem til København.

Jeg lurer på om det er vanlig å gå alene i fjellet på ski om vinteren? jeg har lest mang blogger om folk som gjør det, men man har jo alle lest fjellvettreglene. Nr7 Ikke gå ALENE! men drømmen er å gå en fjellskitur alene til Bossbu i Setesdal, Turen er på 16 km kvistet løype til hytta. Hva syntes folk om dette? vet at RødeKors anbefaler sterkt å ikke gå alene. Men dette er noe jeg har veldig lyst til.

Hei 😀 Noen som har gått trekanten mellom Gjevilvasshytta, Jøldalshytta og Trollheimshytta på ski? Hvilken vei vil dere anbefale på vinterruta? Har bare gått denne på sommers tid 😀

Vi er to turglade folk som har planlagt tur i Tafjordfjella 11.-13. oktober. Begynner å bli litt bekymret for snø og kulde. Er det noen som har erfaring fra Tafjordfjella på den tiden av året? Vi har bare tre dager og planen er å gå fra Kabben til Pyttbua dag 1, Pyttbua til Vakkerstøylen dag to og Vakkerstøylen til Kabben dag 3. Dag to blir mest utsatt for snø og is, med kryssing av Høgtunga. Vi er begge lette i kroppen og relativt godt trent og jeg lurer på om veien rundt Høgtunga er et realistisk alternativ eller om det blir for langt. Blir kjempeglad for alt av tilbakemeldinger om ruta vi har valgt. -Ida

Hei dere! Har sett etter en sekk jeg kan bruke både til teltturer og hytte til hytte. Har tenkt at det gjør ikke så mye om den er litt stor, jeg trenger jo ikke pakke den full. Har sett på deuter 55+15sl og osprey aura 50 eller 65. Noen med erfaring? Eller må jeg bare innse at jeg trenger flere sekker? SYns egenvekten på Deuter var tung, 3 kg, men ellers syns jeg kanskje denne virket litt mer stødig? Takk for alle råd

Noen som har gode tips til hvordan eg kan organisere mat til hunden på hytte til hytte tur i påsken? Tenkte å ha med frysetørret Vom, hvordan er det å låne en bolle eller hundeskål og få varmt vann på hyttene når vi kommer frem? Får jeg kjøpt matpakke til hunden? Tenker da 2-3 brødblingser med leverpostei han kan få til lunsj. Håper på gode tips fra dere med mer erfaring enn jeg.

Hei, Vi er 4 venner som skal gå den klassiske runden/trekanten i Rondane i påsken, men vi har kun vanlig langrennsutstyr. Har noen erfaringer med dette? Funker det, eller må man ha fjellski? Takk for svar