"Du har selvfølgelig helt rett i at det er en sikkerthet i å være to på fjellet. Jeg har faktisk tenkt på det på de vanlige dagsturene i marka hvor det ikke er dekning også. Det kan være tøft å komme seg ned til folk med brukket bein, selv om det bare er tre timer (på friske bein) opp i marka. Men noen risikoer er jeg faktisk villig til å ta, selv om jeg gjør dem så små som mulig ved å f.eks. skaffe meg spot-sender e.l. og oppgi planlagt rute (og hvor mye det er sansynlig at jeg vil avvike fra denne ruta) til familie eller venner på forhånd, vedlikeholde kart og kompassferdigheter, nå har jeg til og med fått meg fancy gps med kart på som jeg er i gang med å leke med, har med nødmat til et par dager ekstra osv. Jeg tror faktisk jeg tar såpass mange forholdsregler at jeg bør klare meg greit så lenge jeg ikke slår hodet eller får store akutte blødninger e.l. Men som sakt, noen risikoer er jeg villig til å ta. Jeg kjører f.eks. bil..."
Hei Tijon
- Jeg kan høre at vi stort set er enige; vi ved der er risici forbundet med at være på solotur, men meget af det der udgør en risici, er samtidig også det som gør det hele ekstra 'gøy' og giver oplevelsen den rigtige spenning og dybde.
Med hensyn til det med samfundsnormen og sligt som I andre taler om, kan jeg ikke særskilt godt udtale mig om den norske, men jeg ved at noget tilsvarende kan ske, når danske jenter/kvinder tager initiativ til at gøre potentielt "farlige" ting for seg selv: da trenger de ind på hvad mange mænd romantisk opfatter som noget af det sidste specifikt 'mandlige' (hvilket selvfølgelig er totalt nonsens) og bliver derfor irrationelle og patroniserende, af at blive konfronteret med deres egen idé om mandighed. Eller mangel på samme: en rigtig mand elsker kvinder der er selvstændige og kan klare sig selv.