jbl

Nu efter at have lavet turrapport for sommerens første fjeldtur slår det mig, at jeg aldrig fik lavet en for sidste år. I 2015 lykkedes det omsider børnene at overtale far her til at vælge en fjelddestination udenfor Norge. Det blev så Tatra i Polen, som jeg ind imellem havde overvejet som et spændende alternativ. Første mandag i august, en meget tidlig morgen, startede vi bilen i København og kørte mod Gedser, herfra færge til Rostock, og herfra en LANG dag i bil. Berlin var én stor kø, tre-fire vejarbejder måtte vi passere, og da vi krydsede den tysk/polske grænse, var det som at køre fra en moderne motorvej til en grusvej. Nok var der også motorvej på den polske side, men den var stort set ikke vedligeholdt siden 30’erne. Den var bygget af betonplader, og i revnerne mellem pladerne voksede græs og ukrudt, så speederen måtte slippes, hvis bilen skulle holde. Største udfordring fik vi dog på landevejen fra Krakow til Zakopane, hvor et trafikuheld havde forårsaget en omkørsel. Det var efterhånden blevet mørkt, og vi rådede ikke over en GPS, ved nu heller ikke, om den havde fungeret på de kanter. Vi rakkede rundt på småveje en halvanden times tid, præsterede på et tidspunkt at komme tilbage, hvor omkørslen startede, men kom dog omsider på rette vej. Først efter midnat nåede vi helt udmattede frem til vores hotel i Zakopane. Swinica Den første formiddag brugte vi på at købe kort og orientere os om procedurerne i området. Vi havde satset på at kunne bruge hytterne inde i fjeldene på samme måde, som vi er vant til i Norge. Det var imidlertid helt umuligt. For at få plads på hytterne i Tatra, i hvert fald på den polske side, skal man have bestilt i god tid. Vi opsøgte dernæst turistinfrmationen i Zakopane for at få nogle gode råd. Her fik vi den fineste service, man kan tænke sig. Vi blev placeret på stole, der blev ringet og bestilt plads på det bedste hotel i byen vil jeg tro målt i pris (og den var ret overkommelig) kontra kvalitet, og vi blev guidet i brugen af det udmærkede bussystem, så konceptet for vores ture blev at tage en bus ud hver morgen til en af indgangene til nationalparken, gå hvorhen vi ville, og dernæst tage en bus retur til byen. Der var stort set aldrig ventetid på busserne. Der var hele tiden en, når vi ankom, og når den så var fyldt op, og det tog sjældent mere end fem minutter, startede turen. Efter at have installeret os på vores hotel måtte vi over middag ud på tur. Det var oprindelig min ide at tage svævebanen fra Zakopane op til Kasprowy Wierch, bestige nogle toppe og gå tilbage til byen, men på tursistinformationen havde fået at vide, at der var adskillige timers ventetid på den opadgående svævebane. Vi ændrede derfor plan til at gå op og tage svævebanen ned, en langt mindre benyttet variant som ifølge turistinformationen ikke skulle give ventetid. Fra foden af svævebanen begav vi os gul rute (ruterne i Tatra har hver en farve, som figurerer på skiltning og på kort) op gennem Dolina Jaworzynka, en frodig dal, videre ad blå rute til Schronisko Murowaniec, en hytte halvvejs oppe i bjergene. Herfra fortsatte vi videre ad blå rute op til Czarny Staw Gasienicowy, en idylisk bjergsø lige under de høje fjelde. Polsk bjerghytte Herfra ville jeg gerne have fortsat ad blå rute øst om søen og videre sydvest op på den gennemgående bjergryg, der danner den polsk/slovakiske grænse. Denne rute forekom enormt spændende, og på traversen langs den polsk/slovakiske grænse ville vi komme forbi et utal af toppunkter foruden Swinica (2301 moh). Men tiden var knap, hvis vi skulle nå svævebanen ned, og mit turfølge var knapt så tændt på den "spændende" rute. Fjeldsø I stedet tog vi sort rute op mod Koscielec, drejede mod vest ad blå rute og endelig igen ad sort rute op til passet vest for Swinica. Oppe i passet luftede jeg mine ønsker om at gå til toppen af Swinica, der nu lå blot 150 meter over os. Jeg fik "lov" til at rende op, mens mit turfølge begav sig mod svævebanen. Det sidste stykke op foregik af godt markeret sti med næsten overdreven brug af kæder, man kunne støtte sig til. På toppen blæste en strid vind, men udsigten var fantastisk. På returen så jeg en lille flok bjerggimser nede i passet. Jeg fortsatte til svævebanen, hvor jeg fandt mit turfølge og vi lod os fragte tilbage til Zakopane. Skovene nord for Tatra Anden dag var mere skyet, og efter toptur og masser af højdemeter dagen forinden besluttede vi os for en tur i lavereliggende terræn i skovene nord for de høje Tatra-fjelde. Måske verdens længste trappe Vi tog en bus ud til den store parkeringsplads ved Palenica Biatczanska. Herfra fulgte vi grøn sti ind i skoven, rundt om et lille engdrag og videre af, hvad der må være verdens længste trappe op til Gesia Szyja, et skovbevokset højdedrag, hvor vi indtog vores niste. Vi fortsatte af grøn rute ned mod vest og videre helt frem mod Schronisko Murovaniec, hvor vi også havde været dagen forinden. Undervejs gik vi igennem utrolig frodig skov med mandshøje bregner og digitalis. Skulle vi have mødt en bamse (ved alle indgange til nationalparken advares mod bjørne, og der gives råd, på polsk, til hvad man bør gøre ved et eventuelt møde), følte vi det skulle være i dette forholdsvis ubesøgte og ufremkommelige terræn. Frodig skov Efter at have nydt varm kakao på hytten sluttede vi med at gå ned til Zakopane ad grøn rute, blot for at prøve noget andet end dagen forinden. Rysy Feriens højdepunkt skulle være at bestige Rysy, Polens højeste fjeld på 2503 moh. Torsdag skinnede solen, og med en god vejrudsigt besluttede vi, at tiden var inde. Igen tog vi bussen ud til nationalparkindgangen ved Palenica Biatczanska. Denne gang godtede vi os over, vi var i bus og ikke bil. Mens bilerne holdt i massiv kø de sidste to kilometer, svingede busserne blot over i modsatte kørebane og overhalede hele striben af ventende biler uden at skænke modkørende mange tanker. Fra indgangen til nationalparken flottede vi os og tog hestevogn til Morskim Oku, hytten under Rysy. En tur i hestevogn på 10 km koster i Polen mindre end en tur med Gjendebåden, så det ville vi gerne give for at slippe for den lange indmarch. På turen op overhalede vi en sand folkevandring og jeg tænkte, hvis alle de mennesker skal på Rysy, så bliver der flere timers kø til toppen. Folkevandringenn stoppede dog ved Morskim Oku, der ligger idylisk ved en sø i frodige omgivelser med høje fjelde bagved ragende en kilometer op. Fra Morskim Oku påbegyndte vi den egentlige opstigning. Først rundt om søen Moskie Oko, dernæst op ad en stentrappe til næste sø, Czarny Staw pod Rysami, og herfra ad godt markeret sti opover. På vej mod Rysy Det bliver efterhånden temmelig stejlt, men et utal af kæder er lagt ud, som man kan støtte sig til alt efter behov. Umiddelbart under nationaltoppen (Polens højeste punkt, dog ikke højeste punkt på Rysy) rammer man eggen og står pludselig ved en afgrund mod øst. En lidt luftig passage venter, men man kan holde til højre, hvis det bliver for luftigt. Og så, lige pludselig, står man på nationaltoppen. Toppen var rimelig besøgt, omend det ikke voldte problemer at kæmpe sig vej frem til Polens højeste top. Derimod lå Rysys højeste top næsten uberørt hen, blot 50 meter fra nationaltoppen. Polens nationaltop set fra højeste punkt på Rysy Her trodsede jeg reglerne om ikke at forlade stierne i nationalparken og listede over på Rysys højeste punkt. Enkelte af de ellers meget autoritesttro (dog ikke i trafikken) polakker vovede at liste med. Efter at have nydt den fantastiske udsigt i strålende solskin returnerede vi samme vej, vi var kommet op. Igen tog vi en hestevogn ned, selvom jeg næsten vil tro, det kunne gøres lige så hurtigt til fods. Således nægtede kusken at køre, før vognen var fuld, og sidst på dagen tog det sin tid, så jeg nær var blevet nervøs for, om sidste bus var kørt, når vi nåede ned. En slentretur Efter Rysy ønskede vi igen at gå en tur i lavereliggende terræn. Vi planlagde at starte fra Siwa Polana vest for Zakopane og gå gennem nye skove retur til byen. Vi tog en bus til Siwa Polana og begav os dernæst på vej. Vi fulgte grøn sti mod syd ind i naionalparken og svingede dernæst mod øst. Efter et par kilometer var stien imidlertid blokeret af skovarbejde. Vi forbandede, at dette ikke havde været annonceret noget tidligere, og returnerede de to kilometer tilbage til hovedstien fra Siwa Polana, hvorfra vi fortsatte sydpå. Den næste sti mod øst var også blokeret, denne gang var det dog synligt helt ude fra hovedstien, og således blev vi tvunget længere og længere sydpå ind i nationalparken. He he Ved det tredie vejskil, som var intakt, forsøgte jeg at lokke mit følge med ind til en hytte Schronisko Ornak, som lå bag en udløber fra den primære bjergkæde langs den polsk/slovakiske landegrænse. På returen til Kiry ville vi så komme over nogle spændende pas, og vi ville endda kunne fange vores oprindeligt tiltænkte stil tilbage til Zakopane. Imidlertid stred et sådan forslag mod mit turfølges vision om en lidt mere afslappende dag, så vi endte med at gå op til Schronisko na Chocholowskiej Polanie, hvor vi nød vores frokost med en øl/vand, hvorefter vi returnerede til Siwa Polana samme vej, vi var kommet op. Således endte vi med at gå en rigtig polsk søndagstur 10 kilometer ind i nationalparken af let sti/vej til en idylisk beliggende hytte for foden af bjergene, hvorfra vi efter lidt frokostafslapning returnerede tilbage af samme vej, vi var gået ind. Giewont På vores sidste dag i Tatra besluttede vi at bestige Giewont, en elegant klippeformation vi havde udsigt til fra vores hotelværelse og havde kunnet beundre hver morgen hhv. aften. Denne gang tog vi bilen til Dolina Malej Laki og begav os i flot solskin ad gul rute op gennem dalen. Vi fulgte gul rute helt op i passet syd for Giewont. Her skiftede vi til blå rute det sidste stykke op. Køen til toppen af Giewont 100 meter under toppen landede vi i en næsten stillestående kø. Over os kunne vi se det mægtige kors, der står på toppen, og det var svært fristende at bryde ud af køen og bare fortsætte op ad skråningen uden om stien, men i Tatra er det ikke tilladt at gå væk fra stien, og med de mange mennesker, der går i polsk Tatra ville det vel sagtens også slide voldsomt på terrænet, hvis alle valgte deres egen vej. Så vi blev i køen og blev undervejs underholdt af en lille bjerggimse, der lidt på afstand stod og kiggede på menneskekøen og sikkert undrede sig over, hvad alle de mennesker mon lavede. Gimse Efter en lille time i kø nåede vi toppen. Her var fyldt op med mennesker, og det er et under at ingen blev skubbet ud over afgrunden. Vi fandt en god plads at sidde på og nyde solen og udsigten med Zakopane dybt under os og det fladere polske sletteland mod nord. På returen fulgte vi rød rute, der går oppe i højden, først på fjeldsiden og siden ned langs nordvestryggen. Nede i et mindre pas skiftede vi til grøn rute, inden vi stødte til den oprindelige gule rute vi havde fulgt det meste af vejen op. Hjemturen Belært af udturens transportmæssige besværligheder havde vi besluttet at påbegynde hjemrejsen allerede samme aften efter nedstigningen fra Giewont. Vi kom raskt afsted og fik kørt de første 300-400 kilometer, inden vi indlogerede os på et motel lige før Wrochlav. Vi var således godt på vej, og hjemturen burde ikke give problemer, men... Vi havde besluttet at undgå Berlin. Det var søndag, en stor rejsedag, og med vejarbejde på motorvejene måtte det blive et mareridt, I stedet ville vi køre ad landeveje op mod Stetin. Her røg vi imidlertid igen ind i et trafikuheld, som havde lukket vejen og sendte os på omkørsel. Her havnede vi ved en lille færge, som ifølge kortet kunne lede os over Oder, men den var tilsyneladende gået i strejke. Vi kunne se den på modsatte flodbred, men den rørte sig ikke ud af flækken. Vi fandt en alternativ vej, men snart, i en mindre provinsby, havnede vi i kø, da en musikfestival lige var sluttet. Endelig ovre på tysk område, på solid motorvej, skulle vi lige have benzin fyldt på, inden vi kunne give den gas. Imidlertid er der ikke oprettet benzintanke endnu ved den nyanlagte motorvej, så vi måtte ti kilometer ind til en landsby i det gamle DDR bag en gammeldags traktor. Summa summarum, trods fuld gas videre ad motorvejen kunne vi ikke nå vores færge i Rostock. I stedet fik vi en afgang fra Puttgarden kl. 23, så afsted yderigere 300 kilometer rundt om Lübeck. Tilbage i København var klokken langt over midnat. Ikke optimalt at skulle møde på job mandag morgen. Sammenfatning Tatra er et utrolig flot naturområde. Frodige dale, alpine tinder, stabilt vejr, i hvert fald den periode, vi var der. På plussiden tæller priserne naturligvis. Mad, indkvartering, fadøl, alt er ekstremt billigt målt i forhold til danske og norske normer. Bussystemet i Zakopane er også virkelig effektivt. På minussiden tæller besøgstallet i nationalparken. Her er virkelig mange mennesker med heraf følgende gener. Vi er på niveau med Besseggen en solrig dag i juli, hvis ikke værre. Som resultat er det heller ikke tilladt at forlade stierne, og camping finder vist ikke sted i nationalparken. Det var absolut en stor og god oplevelse at besøge polsk Tatra, men jeg er også glad i år for at være tilbage i Jotunheimen.

Årets første fjeldtur blev i selskab med alle mine børn, Ceilie, Sebastian og Amanda, samt min svigersøn Allan. Aldrig har vi været så mange på fjeldtur før. Vældig fint Vi måtte afsted første uge i skolernes sommerferie, hvis det skulle lade sig gøre at samle alle mand. Vi var lit betænkelige, da vi på live-cam kort før afgang så, at der stadig lå is på Leirvatnet. Hvordan måtte det så ikke blive længere inde i fjeldet. Men alt skulle vise sig at arte sig vel. Mens Danmark lå midt i et lavtryk og regnen silede ned, fik vi en uge med næsten kun godt vejr i Jotunheimen. Store Tverråtinden Første morgen vi vågnede på Spiterstolen var solrig, og vejrudsigten var lovende, selvom det skulle blive frost på de højeste toppe. Det var derfor oplagt at starte ferien med en toptur. Cecilie og hendes kæreste Allan havde aldrig været på Galdhøpiggen, så det var et meget stort ønske for dem at komme der. Jeg havde imidlertid været der i 2010 med Sebastian og Amanda, så vi valgte at dele os op i to hold. Cecilie og Allan gik til Galdhøpiggen, jeg gik med de to andre til Store Tverråtinden. Vi håbede at komme op nogenlunde samtidig; så kunne vi vinke til hinanden henover Svellnosbreen. Sammen med Sebastian og Amanda fulgte jeg stien fra Spiterstulen op mod Svellnosbreeen, indtil vi havde krydset gletcher-elven på bro. Herefter forlod vi stien, gik rundt om moræneryggen og skråt ned mod Tverråen. Vi fulgte åen op til brekanten, hvor et skummelt parti ventede i form af en stejl klippe på tværs af hele dalen. Endvidere reducerede et stejlt snefelt antallet af varianter op. Det lykkedes dog at gå op lige til højre for snefeltet, ovenover dette krydsede vi mod venstre over nogle våde klippepartier, inder vi klatrede til tops over nogle grusbelagte terrasser. Det hele virkede lidt risikabelt, men med passende forsigtighed kom vi op. Vildren på Tverråbreen Efter dagens første nistepause fortsatte vi op gennem Tverrådalen i nordre kant af breen i et blandet terræn af sne og løse stenbrokker. Hele tiden kunne vi se op til båndet, og det virkede så tæt på, men det tog en evighed at tilbagelægge disse 2-3 kilometer. Omsider nåede vi op, og en ny udsigt åbnede sig, hvor specielt Skardstinden stod fantastisk flot. På vej op gennem Tverrådalen Fra båndet ventede den egentlige opstigning til Vesttoppen. Det er 300 højdemeter i grov ur, som man kender det fra så mange andre fjelde. Det gik dog relativt nemt, dog blev vi mod slutningen forstyrret af nysne, der dels gjorde stenene lumsk glatte, dels gjorde det umuligt af læse mellemrummene mellem stenene. Vi måtte gå forsigtigt, og dog blev det til talrige fejl. Omsider nåede vi Vesttoppen, hvor udsigten åbnede sig mod Galdhøpiggen. Det var naturligvis umuligt at skelne Cecilie og Allan fra de andre derovre, men havde de fået øje på os, kunne de ikke være i tvivl; vi var på dagen de eneste på Store Tverråtinden. Jeg ville sende en sms til de to andre, at nu var vi på topeggen, men jeg kunne ikke finde mobildækning. Topeggen set fra Vesttoppen mod Store Tverråtinden Fra Vesttoppen manglede kun 3-400 meter langs eggen til højeste punkt. Det går ganske let, idet en mindre hammer på et par meter let omgås på sydsiden. Dog blev vi stadig sinket af den megen nysne. Efter seks timer stod vi på Store Tverråtinden. Udsigten herfra er fremragende, stuppen mod øst og videre langs eggen mod midttoppen giver et dramatisk indtryk, og selvom Galdhøpiggen rejser sig 150 meter højere på den anden side af Svellnosbreen, fornemmer man tydeligt at stå på et meget stort fjeld. Udsigt fra Store Tverråtinden mod Midttoppen På returen søgte vi direkte mod et af de snefelter, der går fra Tverrådalen næsten helt op til eggen. Vi testede forsigtigt sneen, og da vi kunne finde fodfæste, iførte vi os regnbukser og gled dernæst på enden hele vejen ned i dalen. På fem minutter tilbagelagde vi en distance, som det på opturen havde taget 2-3 timer at klare. Ned gennem Tverrådalen holdt vi os nu næsten udelukkende på sne, indtil vi nåede det lumske sted ved brekanten. Her fandt vi let det sted, vi var kommet op. Dog omgik vi de mest skumle passager nu ved at glide ned ad snefeltet. Resten af vejen hjem var a walk in the park først ned langs Tverråen, dernæst videre ad stien fra Svellnosbreen ned til Spiterstulen. Også Cecilie og Allan havde haft en flot tur til Galdhøpiggen. Der havde ligget meget sne, og de var kommet hjem kun en halv time før os. Hytte til hytte Næste morgen startede vi op i silende regn, men eftersom vi blot skulle op gennem Visdalen mod Lejrvassbu, gjorde det ikke meget. Det klarede dog snart op, og efter et par timer kunne vi lægge regntøjet tilbage i sækkene og nyde udsigten op mod de mange tinder, hvor specielt Uradalstinderne, Visbretinden og Kyrkja er dominerende. Oppe ved Kyrkjatjørnene var det efterhånden blevet så lunt, at vi kunne tage en siesta på et lille græsbevokset hjørne, mens Allan prøvede lykken med fiskestangen. Allan fik ikke held med fiskestangen, heller ikke senere på turen, selvom han var tæt på nede ved Leirvassbu, hvor ørreden var henne og checke blinket men dog ikke villig til at bide på. Vi tænker vi var lige lovlig hurtigt ude med fiskestangen så højt til fjelds. Forhåbentlig bliver det bedre til august, når jeg anden gang denne sommer besøger Jotunheimen. Fiskning ved de små søer over Leirvatnet Lidt længere fremme kunne vi konstatere, at Leirvatnet stadig var dækket af is. Dog var vandet lige neden for afløbet frit. Her forsøgte vi os senere på aftenen igen med fiekeri, men altså stadig uden held. Efterfølgende dag var det stadig overskyet, men ingen regn. Vi begav os på den relativt korte dagsmarch mod Olavbu. Inde i Storådalen var Langvatnet samt de højereliggende småsøer ligesom Leirvanet dækket af is. Landskabet virkede næsten vinterligt, men dog med forår og optøning lige om hjørnet. Op mod Raudalsbåndet måtte vi bestige et stejlt snefelt, som det formentlig vil tage det meste af sommeren at optø. Imponerende og lidt skræmmende at stå her øverst oppe og kigge ned mod den isbelagte sø under snefeltet. Her vil det ikke være godt at glide ud, hvis sneen er hård/iset. På snefeltet ved opstigningen til Raudalsbåndet Omkring klokken 15 nåede vi frem til trivelige Olavbu og fik os installeret. Om eftermiddagen måtte Allan ud og checke vandene omkring Olavbu for ørred, jeg havde Mjølkedalstinden som eftermiddagsunderholdning. Mjølkedalstinden Da vi besluttede at gå fra Leirvassbu til Olavbu, kunne jeg ikke lade være at drømme om Mjølkedalstinden. Denne æstetiske top har jeg længe haft på min hitiste. Jeg håbede på knaldvejr, men opklaringen lod vente på sig, og selv om Mjølkedalstinden var synlig, da vi krydsede Raudalsbåndet, var den omgivet af skyer og kunne hvert øjeblik blive dækket til. Mjølkedalstinden set fra Raudalsbåndet Trods usikkert vejr besluttede jeg at gøre forsøget. Ingen i mit følge ønskede at gå med, Allan ville fiske, og de andre var mest til afslapning i hytten, så jeg gik alene efter at have pakket en let tursæk. Jeg fulgte standardruten, fra Olavbu op til skåret nord for Mjølkedalstinden idet jeg videst muligt søgte at gå ad klippefremspring fremfor sne. Fra skåret gik det op på nordryggen og herfra videre til tops. Omkring 2000 meter gik jeg ind i tæt tåge, som ikke lettede, før jeg var nede igen. Topudsigt blev der altså intet af, men Mjølkedalstinden har så meget andet at byde på, så det gjorde egentlig ikke så meget. Mjølkedalstinden er en rigtig sjov top, fast fjeld hele vejen op, en masse let klyvning, og endelig en smal egg de sidste 200-300 meter, som virkelig giver følelsen af, man har luft under vingerne uden det virker udsat. Mest udfordrende, hvis ikke man har tendenser til højdeskræk, er at komme op på nordryggen. Det første stykke op på ryggen går stejlt, og man må overveje sit rutevalg. Det viste sig, at sporadisk vardning markerer en brugbar rute først op til højre, dernæst kryds over til venstre, og herfra op. På returen, efter at være steget ned fra topryggen, kurrede jeg det meste af vejen ned på snefelterne. Hele bestigningen tur/retur tog 3-3½ timer fra Olavbu. Gjende På Olavbu vågnede vi til et termometer, der viste -1 grader. Udenfor skinnede solen dog, og det føltes slet ikke så koldt, når man trådte ud af hytten. Friskt var det, og uendelig flot med Mjjølkedalstinden ret over os, Raudalstinderne i nord og Gjendealperne i syd. Vi skulle mod syd og kunne de første mange timer nyde udsigten mod Gjendealperne, en udsigt, der gradvist åbnede sig. Kiggede vi tilbage, rejste Mjølkedalstinden sig stadig mere majestætisk. På vej ned gennem Raudalen med udsigt mod Gjendealperne Efter endnu lidt fiskeri ved de nedre søer i Raudalen, steg vi ned til Vesleåen. Her bliver terrænet hurtigt mere frodigt, og elven tiltager i styrke efterhånden som den får forstærkning fra siderne. Nu nærmede vi os Gjendedalen med al dens frodighed og idyl. Gjendebu lignede fuldstændig sig selv, smukt beliggende, trivelig og fremfor alt ikke særlig præget af masseturismen trods den lette adgang med Gjendebåden. På sidstedagen kunne vi vælge mellem Bukkelægret eller en toptur fra Gjendebu. At stresse efter gjendebåden klokken 8.30 ønskede vi ikke. Bukkelægret blev vedtaget som finale på en flot og oplevelsesrig uge. Her går det først igennem frodig skov, inden stien drejer 90 grader ind i fjeldet og en nærmest umulig opstigning begynder. Man kommer dog op til en stadig flottere udsigt over mod Gjendealperne, og på toppen belønnes man yderligere med udsigt udover Memurudalen og alle dens tinder. Efter lidt vandring op og ned påbegyndes den endelige nedstigning mod Memurubu. Her kan man på den ene side af fjeldryggen nyde udsigten ned mod Gjende, på den anden side løber Memuruelven langt under en. Nede ved Memurubu valgte vi at tage Gjendebåden til Gjendesheim for at få mindre stress til hjemtransporten. Vi var dog tæt på at fortryde, da vi ankom til Gjendesheim og i en 15 minutters check-in-kø. Måske var det denne køoplevelse, der lagde et negativt indtryk, måske at jeg måtte tilbage i køen for at veksle til 10-kroner til badet, men Gjendesheim virkede på os som et turistmekka med en helt forkert stemning. Udstyrsshop, fire siders vinkort og 30-40 ølmærker virkede på en måde helt forkert. Men selvfølgelig har DNT også interesse i at tiltrække potentielt nye kunder og vække folks naturinteresse. En svær balancegang formentlig, hvor man helst heller ikke skal skræmme den eksisterende medlemsskare væk fra det flagskib, som Gjendesheim trods alt er i DNT-regi.

Det er en drømmetur, jeg længde har kunnet tænke mig at gå . Men tænker, den er lidt lang. Jeg går oftest med mine børn, hvoraf den yngste er 13 nu. Hvordan er det at komme op på Høgdebrotet fra Kvassryggen? Mener at have læst, det er lidt vanskeligt. Og hvad med snefonnen op mod Steinflytinden. Bør man her gå med stegjern?

Jo, der var vist nok en marmorblok helt oppe på toppen. Det må have været den. Fik ikke studeret stenen ordentlig. Vidste ikke, det var et mindesmærke. Undrede mig blot, hvem der havde slæbt den helt derop. Måtte have været svært tung. Har nu Googlet og fundet ud af, hvad der står på stenen. Mener i øvrigt, den var knækket et par steder.

Snøhetta -Vesttoppen Efter 31 års fravær skulle årets fjeldtur i år gå til Dovre. Egentlig underligt, for i Dovre skinner solen altid, i alt fald når jeg er forbi, således også i år. Sammen med mine døtre, Cecilie på 24 og Amanda på 13 (Sebastian valgte for første gang i ni år ikke at deltage på årets fjeldferie) tog vi natbussen fra København til Oslo, dernæst toget fra Oslo op gennem Gudbrandsdalen. Desværre var et godstog afsporet nogle dage forinden i Kvam, så der gik togbusser fra Lillehammar til Dombås, hvilket indebar en forsinkelse, så vi ikke nåede bussen til Snøheim kl. 13. På Hjerkinnhus fandt vi kortene frem, købte kolde drikke og havde forberedt os på at slå tre timers ventetid ihjel, da en ekstrabus ankom. Fin service af Snøheim at sende en ekstrabus, når der var knas med togtrafikken. Vi gjorde os hurtigt klar og tog bussen op. Under busturen var vi heldige at se to små grupper moskus. Dog var det stadig vor ambition også at møde dette facinerende dyr ude i naturen. Vi ankom til Snøheim 15.30, to timer efter det forventede tidspunkt. Lidt ærgerligt, for i det fine vejr var det nærliggende at gå en toptur om eftermiddagen til Snøhettamassivet. Trods dårlige odds tidsmæssigt valgte vi dog at gøre forsøget. Vi tilmeldte os den sene middag kl. 20, fyldte to drikkedunke, tog hver en trøje om livet og begav os af sted mod Vesttoppen. Stortoppen havde jeg allerede besøgt i min ungdom i 1980 og 1982, og det lykkedes mig at promovere Vesttoppens fortrin. Det blev noget af et race mod toppen. Amanda var ærgerrig og satte fra start et hårdt tempo. Siden måtte jeg, ligeledes ærgerrig efter at nå en ny 2K-top, tage over. Cecilie, knap så ærgerrig og trængende til fødeindtag, sagde dog stop, da vi kl. 17.30, en halv time før vor aftalte turning point, nåede topryggen et par hundrede meter under slutmålet. Hun gav dog Amanda og mig grønt lys til at fortsætte det sidste stykke op, idet vi lovede at gå turen nok en gang, hvis omstændighederne talte herfor. Således fortsatte Amanda og jeg det sidste stykke op og stod kl. 17.45 på højeste punkt, der helt som forventet overgik Stortoppen i flere henseender. For det første er toppunktet ikke skæmmet af et militært byggeri. For det andet, selvom der også går en del mennesker til Vesttoppen, er man ikke en del af en folkevandring. Og for det tredje er Vesttoppen en anelse dramatisk om end ikke skræmmende med stub til tre sider. Personligt brugte jeg hovedparten af de 5-10 minutter, vi blev på toppen, til at udfordre stuppene og studere den videre og nok så skræmmende rute til Hettpiggen, mens Amanda fra topvarden nød udsigten udover den ganske fjeldverden. På nedturen var Amanda og jeg efterhånden mærket af det hårde tempo op ad fjeldet. Cecilie havde derimod haft godt af sin pause og satte tempoet retur så vi lige akkurat nåede middagen på Snøheim kl. 20. Storstygge Svanåtinden Første morgen på Snøheim vågnede vi til strålende solskin, og vi besluttede at forfølge et af vore primære mål hjemmefra, nemlig Dovres andet store fjeld, Storstygge Svanåtinden. Vi brugte to timer på indmarchen fra Snøheim til Svanådalen, hvor første udfordring bød sig til, nemlig elven i bunden af dalen. Det lykkedes ikke at finde et egnet sted, hvor vi alle kunne komme tørskoede over. Øverst oppe, ved udløbet af vandet i 1500 meters højde, var elven dog tilpas rolig og ikke særlig dyb. Her smed pigerne støvler og strømper, mens jeg selv stak bare fødder i støvlerne for at stå bedre fast, hvorefter jeg støttede Cecilie og Amanda over vandet. Vel ovre elven spiste vi halvdelen af vor niste, mens mine støvler tørrede en anelse i solen. Dernæst påbegyndte vi bestigningen af fjeldet. Først holdt vi til venstre, hvor fjeldet så fastere ud og mindre stejlt. Et godt valg, idet vi hurtigt og enkelt kom over den første stejle stigning. Dernæst ventede en lang stenet skråning, hvilket dog ikke er specielt slemt, så længe det går opad bakke. Eggen det sidste stykke op Klyvning på eggen Efterhånden nåede vi eggen de sidste 200 højdemeter, som jeg havde set frem til som turens højdepunkt. Her kommer man tæt på stuppen ned mod bræen øst for Storstygge. Dog er det muligt at holde ned på venstresiden, hvis det bliver for luftigt. Efterhånden blev vi konfronteret med nogle fremspring, som tvang os venstre om. Stigningen tog efterhånden til, og hænderne måtte tages til hjælp, men vejen op gav sig selv, også selv om Amanda ikke følte sig helt sikker på de skrå klipper. Jeg klatrede dog umiddelbart efter hende klar til at gribe og generelt bød eggen kun på morsom klyvning, måske som man kan forestille sig på Besseggen i pionertiden inden stien blev så tiltrådt. Vi nåede toppen af eggen, som kan ses under det meste af opstigningen. Her fladede fjeldet øjeblikkeligt ud, og der resterede kun omkring 50 meter i næsten plant terræn til topvarden. På Storstygge Svanåtinden Vi blev på toppen en halv time, hvor vi nød solen og varmen samt en eminent udsigt udover den ganske fjeldverden. Videre nød vi at have verden helt for os selv. Fra Snøheim havde vi ikke set et menneske. Fjeldturismen omkring Snøheim er tilsyneladende helt koncentreret omkring Snøhetta, mens de mange tinder omkring Svanådalen tilsyneladende får lov at ligge øde hen. Lidt paradoksalt men heldigt for os. Omsider måtte vi påbegynde nedstigningen. Denne gik langt lettere end frygtet. Ruten gav atter sig selv, og Amanda, der havde følt sig utryg under opstigningen, kurrede let og elegant ned ad de skrå klipper. Nede ved stenskråningen begyndte vi at være mærket af væskemangel. Vi havde medbragt 1½ liter vand fra dalen. Men i sol og varme var det i underkanten. Vi sigtede mod og fandt et snefelt, vi havde observeret under opstigningen. Dette gav os dels nogle hurtige meter nedad, dels fandt vi en smeltevandskilde ved bunden af snefeltet at slukke tørsten i. Nede af fjeldet krydsede vi elven på samme måde som på udturen. Vi spiste resten af vor niste og påbegyndte dernæst vandringen retur til Snøheim. Mod slutningen begyndte det tordne over Snøhettamassivet, men selv nåede vi tørre hjem, og først om aftenen begyndte det at regne over Snøheim. Vesttoppen for anden gang Også anden morgen på Snøheim vågnede vi til solskin, og en ny toptur bød sig til. Amanda og jeg havde jo lovet Cecilie endnu en tur til Vesttoppen af Snøhetta, men håbede i det skjulte, at Cecilie ville afstå, så vi kunne gå mod Stortoppen og Midttoppen. Cecilie ville dog helst mod Vesttoppen igen, og selv om hun spurgte til vores ønsker, havde vi jo givet vort ord, og ingen af os ønskede at ændre Cecilies beslutning. Altså stilede vi nok engang mod Vesttoppen. Fulgte først folkevandringen mod Stortoppen, men drejede efterhånden mod venstre. Vi gik denne gang i et mere adstadigt tempo med tursæk indeholdende niste, vand og regntøj. På små tre timer nåede vi over den første pukkel og videre til det sted på topryggen, hvor Cecilie havde stoppet i første forsøg. Her stillede vi tursækken og indtog halvdelen af vor niste. Mens vi spiste begyndte det at tordne på den anden side af Snøheim. I næsten vindstille vejr mente vi dog ikke, tordenen var en trussel for vor færd. Vi spiste roligt færdig og fortsatte mod toppen, nu en anelse hurtigere, da vi havde ladet rygsækken stå på ”Cecilies Place". På Snøhetta Vesttoppen Vi nåede toppen, denne gang alle tre, og gav os atter god tid til at nyde det for os danske lavlændere lidt dramatiske topmiljø. Efter et kvarter på toppen begav vi os retur, da vi fornemmede tordenen rykke gradvist nærmere. Vi nåede sikkert ned af fjeldet, men under den sidste halve times vandring tilbage til Snøheim, da tordenskyerne var rykket stadig tættere og havde fået forstærkning nordfra, så vi nærmest havnede i en sandwich, undgik vi ikke regn og hagl og kunne glæde os over, at regntøjet befandt sig i vor tursæk. Rheinheim og moskussafari Også tredje morgen på Snøheim vågnede vi til solskin, men tiden var ikke til flere topture, hvis vi ønskede at gå den planlagte trekant Snøheim-Rheinheim-Åmotdalen-Snøheim inden vor hjemrejse. Vi pakkede vort grej, afregnede på Snøheim og begav os mod Rheinheim. Turen fra Snøheim til Rheinheim er ikke særlig lang. Allerede ved middagstid efter et par timers vandring var vi fremme og indkvarterede os på et af familierummene. Vi spiste vores niste og tog et spil kort, mens vi lod en torden passere, som var trukket op. Dernæst pakkede vi en tursæk og begav os ned gennem Stroplsjødalen i håb om at finde moskus. Sidste år havde Cecilie haft stort held på denne strækning, da hun gik med sin kæreste. Det samme held skulle dog ikke tilsmile os. Forbi Stroplsjøn havde vi stadig ikke fundet dyrene, og Amanda, træt efter tre topture, begyndte at beklage sig. Vi spurgte andre vandrere, som vi mødte på modsat vej op gennem dalen. De havde alle set moskus, hvilket motiverede os til at fortsætte. Vi måtte dog helt ned til Kaldvelldalen, før vi fandt dyrene, og da kun som små prikker langt oppe ad fjeldsiden. Kun det faktum, at pletterne bevægede sig og noget, der lignede en moskussafari, befandt sig på sikker afstand under omtalte pletter, kunne identificere objekterne som moskus. Det var naturligvis fristende at gå op mod moskussafarien og opleve dyrene på nærmere hold, men Amanda var træt, der ventede to timers returmarch, og vejret var uforudsigeligt med torden i flere retninger. Vi besluttede at stille os tilfredse med at have set dyrene på afstand og begav os retur til Rheinheim, idet vi nåede at få gavn af vores regntøj. For mig var det desuden en stor oplevelse at genopleve et område, jeg havde vandret i for mere end tredive år siden, ligesom det blev bekræftet, at Kaldvelldalen præcis som under mine besøg i ungdommen synes at fungere som moskussens Mekka. Åmotdalen På Rheinheim vågnede vi for første gang på ferien til en overskyet himmel. Vi håbede for de af vore medgæster på Rheinheim, der skulle på Snøhetta, at det måtte klare op i løbet af dagen. Selv påbegyndte vi turen til Åmotdalshytta gennem Leirpullskardet. Endnu engang håbede vi forgæves at møde moskus. Andre vandrere, vi snakkede med, havde dagen forinden mødt moskus på strækningen, ligesom Cecilie året forinden havde mødt dyrene i Leirpullan umiddelbart vest for Rheinheim. For os viste okserne sig dog ikke. Fra toppen af Leirpullskardet kiggede vi ind over Trollheimen og udover de fladere områder, vi skulle gå ned i. Vi fortsatte ned i Åmotdalen, og omkring kl. 14 ankom vi til hytten efter en forholdsvis kort dagsmarch. Vi var dog efterhånden godt brugte, og vi trængte til en rolig dag, så vi nød eftermiddagen på Åmotdalshytta, som for mit vedkommende kom til at omfatte badning i søen. Hen mod aften blæste det op, og en strid og vedvarende regn satte ind. Vi tænkte, at vejret nu skiftede, og vi kunne se frem til at gå sidste dag retur til Snøheim i heldagsregn. Foreløbig var vi dog inden døre, og en regnfront tager normalt kun 6-7 timer at passere. Retur til Snøheim – endelig moskus Regnen var holdt op, da vi vågnede i Åmotdalen, og himlen var blå med hvide højtliggende skyer, men temperaturen var faldet, og det blæste stridt. Amanda kom ind på, at vi kunne gå over Snøhetta til Snøheim. Hverken Cecilie eller jeg var dog særlig stemte for det alternativ med oppakning og et lidt uforudsigeligt vejr. Amanda var heller ikke insisterende og mente sikkert heller ikke sit forslag reelt, så vi holdt os til planen om at returnere til Snøheim vestom Snøhetta-massivet gennem Svanådalen. Vi fulgte stien fladt langs Åmotsvatnet mod sydvest, inden vi drejede om i syd op under Drugshø og videre op i skåret mellem Langvasstinden og Larstinden. Passet er en stejl og stenet affære, og med de lavere temperaturer måtte vi finde handskerne frem, men en fantastisk flot tur er det med mange spektakulære tinder. Først vandrede vi mod flotte Drugshø, dernæst op i den snævre portal mellem de majestætiske tinder, Langvasstinden og Larstinden, og endelig Svanådalen med Svanåtinderne, heriblandt Storstygge, og Bruri. Egentlig synd, at ikke flere besøger dette område. Ligesom under vor bestigning af Storstygge Svanåtinden mødte vi stort set ikke andre mennesker på vores vandring. Moskus Ved udgangen af Svanådalen, da vi var kommet ind på den kendte strækning, vi havde gået ind mod Storstygge Svanåtinden, skete det endelig at vi kom tæt på moskus. Det var Amanda, der var årvågen, mens vi andre stirrede ned på stien, vi gik ad. ”Er det moskus?” udbrød hun og pegede på nogle sælsomme pletter 300 meter væk på den anden side af en lille dalbund. Og det var det. En lille flok på syv dyr holdt siesta på en læfuld og solbeskinnet skråning. Vi slog os ned, nød oplevelsen og filmede dyrene, inden vi fortsatte rundt om det næste hjørne, og der, kun 50-100 meter fra os, kom endnu en moskus os i møde nede i dalbunden. Cecilie, der gik forrest, sprang tilbage, mens jeg trådte frem, telepaterede lidt med dyret og enedes om at passere hinanden i ro og fred. Herefter resterede blot 1½ times jævn vandring frem til Snøheim. Vi ankom trætte og mætte af oplevelser efter en forrygende uge i Dovre, som havde givet alt, hvad vi kunne have håbet. Og alligevel havde Dovre endnu en lækkerbisken at diske op med: Den efterfølgende dag, efter påbegyndt hjemrejse til København, opdagede jeg fra toget mellem Hjerkinn og Dombås en elgko i Fokstugumyrin. Det gik dog så stærkt, at jeg ikke kunne nå at udpege dyret for mit rejsefølge og dele oplevelsen.

Ja, den er ikke let at finde, ruten. Var der for fem år siden. Fandt let den store sten, men kom op for langt til venstre (nord), over nogle stejle og glatte sva. Det blev lettere efterhånden, inden vi fandt varderne ret højt oppe på toppen af vestryggen omkring 2000 meter. På returen var det lettere at følge ruten til foden af fjeldet, hvor varderne sluttede. Jeg mener at huske, at ruten øverst oppe følger toppen af vestryggen, dernæst går den ned gennem nogle render på sydsiden af ryggen, inden den slutter henover en smal hylde tæt på tjørn 1490 meter, altså næst nederste tjørn og ikke nederste, hvor jeg mener, den store sten findes. Med risiko for at huske forkert vil jeg foreslå at gå til tjørn 1490, sigte ind under vestryggen og søge en hylde, der giver adgang op til en af renderne. Hylden er ganske smal (en meter), entres til højre og går op mod venstre, hvor den møder renden. Derefter skulle der gerne være varder resten af vejen op. Og fejler du her, er du tæt på Bjarnes forslag. Håber du får en flot tur. Store Knut er en rigtig cremetop

Avdalen På årets fjeldferie i starten af august havde jeg i år selskab af min søn Sebastian på 17 og min yngste datter Amanda på 11. Vi tog en natbus fra København til Oslo, herfra med Valdresekspressen til Øvre Årdal og endelig med en taxa ud ad byen og de første kilometer op i Utladalen til Hjelle, hvor vi blev sat af omkring kl. 17 lige efter den flotte Hjelledalsfos. Herfra måtte vi gå en lille eftermiddagstur op til Avdalen, hvor vi havde bestilt plads på Avdal Gard til første overnatning. Først gik vi et par kilometer langs den brusende Utlaelv, frem til Avdalfossen. Vi studerede den flotte tos en stund og havde en lille diskussion. Jeg havde lovet børnene, at de i Utladalen skulle se fosser, som de aldrig havde set dem før. Nu påstod de begge, at Høystakafossen ved Bygdin var lige så stor som både Avdalfossen og Hjelledalsfossen. Med al respekt for Høystakkafossen var jeg ikke helt enig, men hvad stiller man op med førstegangsindtryk. Under alle omstændigheder havde jeg en trumf næste dag: Vettisfossen. Efter Avdalfossen forlod vi Utla og begav os små 200 højdemeter op ad Utladalens stejle vestskråning, og vi fik sved på panden, inden vi nåede op til Avdal Gard, et lille og enormt triveligt sted, en af mine absolutte favoritindkvarteringer, selvom jeg kun har været her en gang tidligere i 2004. Gården ligger lige ved toppen af Avdalfossen, og om aftenen falder man i søvn til den monotone lyd fra fossen. Man har en fantastisk udsigt udover Utla og over på de lodrette fjeldvægge på den anden side af dalen. Og fordi stedet er så lille (foruden os var der kun en anden gruppe fjeldturister), opnår man en tæt kontakt til værterne og de andre gæster. Utla Dagen efter skulle vi den lange vej op gennem Utladalen til Skogadalsbøen. Denne tur er efter min mening den flotteste af alle de officielle ruter i Jotunheimen; ekstremt varierende fra frodig skov tæt på havets overflade dybt nede i Utladalen til højfledsatmosfære på Friken, og hele tiden nyt at kigge på. Efter at være steget ned til Utla igen samme vej, vi var kommet op aftenen forinden, gik vi nogle kilometer langs den vilde Utlaelv. De høje og stejle fjeldsider gav associationer til Grand Canyon, blot var landskabet mere frodigt. Ved Vettis Gard ventede dagens første og hårdeste stigning op ad Utlas stejle østskråning i frodig skov, dog med en række af udsigtspunkter udover Utla. Fra toppen af stigningen fortsatte vi gennem idylliske Vettismorki, en blandet fyr og birkeskov iblandet småsøer og mose. Her passerede vi også Vettisfossen med dens 275 meter frie fald, og børnene måtte medgive, at selv Høystakkafossen var overgået. Efter Vettismorki ventede dagens anden opstigning til frodige og imødekommende Fleskedalen, og herefter endnu en opstigning til lige under Friken, hvor man møder af en panoramaudsigt, der intet ligger tilbage for udsigten lige over Besseggen, blot er man her fritaget for masseturismen. Fra Friken kigger man udover Utladalen i hele dens løb. På den anden side har man hele perlerækken af tinder i Hurrungane. Gjertvasstinden, Styggedalstinderne og Storen tager sig fantastiske ud fra denne vinkel. I den modsatte retning rejser Stølsnostinden sig majestætisk, og længere mod øst ligger Uranostinden. Ikke langt under Friken så vi for første gang Skogadalsbøen langt ude, men der var stadig lang vej at gå, dog hele tiden med et fantastisk udsyn til Hurrungane. Solen skinnede og varmede det meste af dagen, og efter dagens anden opstigning til Fleskedalen kunne jeg ikke stå for fristelsen til at smide tøjet og tage et dukkert i Fleskedøla. Det var skønt og svalende at dække sig helt med vand et par gange, men da vi fortsatte op mod Friken, begyndte lårene straks at krampe. Jeg har aldrig før haft kramper i fjeldet, så jeg tænker, musklerne er kølet helt ned af det kolde vand. Flere gange måtte jeg kræve pause for at strække benene, og jeg måtte være forsigtig og gå med korte og afmålte skridt, men børnene morede sig fint. Vi var fremme på Skogadalsbøen sidst på eftermiddagen til nok en hyggelig aften. Skogadalsbøen nyder godt af, at man ikke kan komme hertil hverken med bil eller båd. Følgelig er her kun rigtige fjeldfolk, hvilket giver en speciel stemning, og vi faldt let i snak med de andre gæster. Til Leirvassbu Vi vågnede på Skogadalsbøen til nok en solrig dag. Egentlig lovende for en toptur, men Gjertvasstinden var nok for krævende for Amanda, og Uranostinden for langt væk. Så vi måtte på endnu en etapevandring. Amanda havde bemærket, at de på Spiterstulen havde installeret svømmebasin, så der ville hun gerne imod. Det pegede mod enten Leirvassbu eller Olavbu. Jeg lod børnene vælge, og det faldt ud for komforten på Leirvassbu. Turen til Leirvassbu blev feriens længste (23 km. har jeg læst), men alligevel ikke så anstrengende som turen op gennem Utladalen. Nok ligger Leirvassbu højere end Skogadalsbøen, men stigningen er jævn og fordelt over en stor afstand, så man bemærker næsten ikke, det går opad bakke. Kun fra Storebrua op til Storutladalen kommer pulsen op en lille kilometer. Storutladalen er frodig og gæstfri, og specielt Raudalstinderne tager sig flot ud. Og når vi holdt pause, kunne vi kigge bagud mod imponerende Gjertvasstinden og Styggedalstinderne. Kyrkja dukkede tidligt op som pejlemærke langt ude i horisonten, og vi kunne hele tiden orientere os, hvor langt vi havde igen. Problemet var blot, at det i begyndelsen næsten ikke virkede, som om vi rykkede nærmere. Ved Sandelven åbnede en fornem udsigt sig op mod Storebjørn og Sandelvbreen, der imidlertid havde trukket sig meget tilbage siden 2004. Dernæst blev landskabet hurtigt mere goldt, og da det tilmed begyndte at regne, faldt humøret nogle grader. Heldigvis nåede vi snart grusvejen fra Gravdalsdammen, og vi kunne slå automatpiloten til. Lige før nedstigningen til Leirvandet klarede vejret atter op, og vi fik et fint udsyn til Kyrkja, Visbretinden og Tverrbytthornet. Til højre for os lå nu Høgvagltinderne. Omkring kl. 17 var vi fremme på Leirvassbu efter nok en anstrengende dag. Langvasshø På Leirvassbu havde jeg håbet på gode vejrbetingelser for en toptur. Om morgenen lå skyerne højt på himlen, og vejrudsigten var acceptabel om end ikke optimal (lidt regn kunne ventes omkring middagstid). Jeg besluttede at gøre et forsøg på Visbretinden, der havde vist sig så flot dagen forinden. Amanda havde været svækket en smule af forkølelse de første dage, og jeg tilbød hende en fridag på Leirvassbu. Hun frygtede dog at komme til at kede sig, og endte derfor med at gå med på tur. Vi fulgte stien mod Gjendebu op til Høgvaglen. Her drejede vi ad stien mod Kyrkja og fulgte den, så længe den steg op mod Kyrkjeoksla. Da stien begyndte at sigte mod skåret syd for Kyrkja, fortsatte vi offpist til fortoppen på Kyrkjeoksla. For ikke at tabe højde gik vi i en bue over nordtoppen på Kyrkjeoksla. Dernæst tabte vi alligevel højde og kunne med fordel være gået i en mere direkte linje. Sydtoppen omgik vi på vestsiden i lidt besværlig ur. Nu stod vi ved den stejle skråning op mod Langvasshø. Vi overvejede, om man kunne gå østom, men der syntes at være en stejl fjeldside, der blokerede. Altså måtte vi op ad den stejle skråning i grov ur. Oppe over dette besværlige stykke holdt vi en kort pause, inden vi fortsatte det sidste korte stykke op til Langvasshø. Jeg gav topvarden et klap og kiggede mig hurtigt omkring, men ellers fortsatte vi uden stop ned i skåret mellem Langvasshø og Visbretinden. Her holdt vi en længere pause og spiste vores niste. Der var kun gået få minutter, da skyer drev ind fra syd, og vi blev begravet i tåge. Vi gav os god tid i læ af nogle store klipper, og efter tyve minutter klarede det op. Gjendealperne lå nu badet i sol mod syd, og efter yderligere nogle få minutter, slap også Visbretinden de sidste skyer. Nu lå toppen lige til at indtage. Men nu kunne Amanda ikke mere. Forkølelsen og den stejle opstigning til Langvasshø havde taget på hendes kræfter, nu havde regnbygen gjort det sidste arbejde. Sebastian og jeg overvejede at løbe op på skift, idet vi ikke kunne lade Amanda alene tilbage nede i skåret. Vi endte dog med, efter nogen ærgrelse, at lade Visbretinden ligge til en anden gang. I stedet returnerede vi til Langvasshø, der nu pludselig var blevet turens hovedattraktion som trods alt en ny top i min lille 2K-samling. Vi nød udsigten fem minutter, inden vi atter begav os ned over den stejle ur, der nu tilmed var blevet regnvåd. Denne gang omgik vi begge toppunkter på Kyrkjeoksla. Da vi passerede nordtoppen, begyndte det atter at regne, og alle toppe omkring os blev indhyllet i skyer. Denne gang blev regnen ved, og en lille trøst var det, at havde vi ikke ladet Visbretinden ligge, ville det være blevet en lang tur hjem i regn. Omkring kl. 16 nåede vi tilbage til Leirvassbu til varm kakao og kager i cafeteriet. Spiterstulen og Eventyrisen Fra Leirvassbu fortsatte vi i gråvejr og småregn til Spiterstulen. Først gik vi gennem Kyrkjeglupen, et goldt og ugæstfrit område, hvor man dog plejer at kunne kigge op mod Kyrkja og Tverrbytthornet. De var dog begge i dagens anledning dækket af skyer. Efter en times tid nærmede vi os nedstigningen til Visdalen. Her blev terrænet straks mere frodigt og imødekommende, selvom vi ikke fik udsyn til alle de fine tinder, der omkranser Visdalen. Ved Visaelven måtte jeg gå over med rygsækken først og dernæst returnere for at støtte Amanda over hovedløbet. Derfra gik det let ned gennem Visdalen, og kl. 15 kunne vi checke ind på Spiterstulen. Vi blev på Spiterstulen en ekstra dag for at gå på Eventyrisen. Vi havde alle været der før, men det er hver gang en fantastisk oplevelse, specielt for børnene, og alle pengene værd. Klokken ti begav vi os af sted med guiderne og de 30-40 øvrige turdeltagere. Vi fik en rundtur på hele tre timer i brefaldet på Svellnosbreen og oplevede ishuler, tårne og labyrinter. Om aftenen måtte Amanda naturligvis prøve svømmebasinet i kælderen på Spiterstulen, inden vi næste morgen atter satte kursen mod Danmark. Først med bus til Lom, dernæst med Nordfjordekspressen til Oslo og endelig med natbussen hjem til København.

Gjende, Bygdin and Årdal (south of Utladalen) can be reached by Valdresekspressen from Oslo. Spiterstulen, Juvvasshytta, Krossbu, Sognefjellhytta and Turtagrø can be reached by local busses from Lom. Another recommendation you may consider is the glaciers. If you does not have equipment or experience you may join a guided tour. Spiterstulen has daily guides to Svellnosbreen (may be combined with summiting Galdhøpiggen). Daily (or almost daily) tours are also arranged accross Memurubreen/Hellstugubreen (between Memurubu and Spiterstulen), Smørstabbbreen (between Leirvassbu and Krossbu/Sognefjellhytta) and Fanaråkbreen (between Fanaråken and Krossbu/Sognefjellhytta).

Hellerfossen at the track from Langvatnet to Gjende is a quite nice waterfall. Also Storåen and the Muru rivers are very spectacular. The track from Gjendebu to Eidsbugarden at Bygdin passes the Høystakkafossen. But the far greatest waterfalls of Jotunheimen are all placed in Utladalen, for instance Vettisfossen (275 meters free fall). The usual track along Utladalen from Skogadalsbøen to Hjelle is for the nothern half placed above the valley with a great view to Hurrungane (dependent of wheather conditions of cause), while in the southern half it follows the bottom of the valley. You will find electricity in most of the huts.

You may summit Glittertind without glacial equipment, at least if you follow the track. But if the wheather is not fine, you will not see much. Then of cause you can walk around the mountain. In the Gjende area (Gjendebu-Memurubu-Gjendesheim) you will meet a very lot of people. It is one of the most popular areas in Jotunheimen, very spectacular and also a little alpine. If you dont want to see to many people consider heading south against Bygdin. Here you will also find bus connections. If you choose the second (western) track also consider Gravdalen and Utladalen from Leirvatnet. Utladalen is a very spectacular area, a little fjord like, with big contrast between high mountains and wood, and with some very great water falls. The wheather is very difficult to predict. You may decide your track ad hoc depending on what the single day will bring. You must bring clothes for both warm and cold wheather, also for whole day rain. Also remember cap and cloves. Wish you a great trip.

Jeg gik Besseggen med min mindste datter, da hun var 8. Hun blev træt, spiste som en voksen, så jeg måtte spare på min niste, men var vældig glad for turen og taler stadig om den. Specielt selve eggen var spændende for hende. Slutningen af juni skal nok være fin. Der er heller ikke så mange folk i fjeldet endnu.

Jeg har vandret i Jotunheimen hvert år siden 2004 med børn. Vi har hvert år taget natbussen fra København til Oslo og herfra bus videre til Jotunheimen. Valdresekspressen går direkte til Bygdin og Gjendesheim eller til Årdal, hvis man vil gå op gennem Utladalen. Der går også bus fra Oslo til Lom, hvorfra der går lokalbus til Spiterstulen eller over Sognefjell til f.eks. Krossbu og Turtagrø, så rigtig mange muligheder for ankomst med offentlig trafik plus en stor fordel i forhold til bil: man kan starte og slutte forskellige steder. I fjor var yngste barn 10 år. Vi gik da fra hytte til hytte Gjendebu-Leirvassbu-Spiterstulen, hvor vi sluttede med Eventyrisen og Galdhøpiggen. De forrige år, da yngste barn var 8 hhv. 9 år, indkvarterede vi os fast ved Gjende hhv. Bygdin og gik ture herfra, idet vi brugte bådtrafikken til at skifte indkvartering og opleve forskellige områder/hytter. Håber i får en fin tur.

Jeg har gået en del i Jotunheimen med børn, dog ikke så små. Men jeg kan da anbefale Gjendemunden, f.eks. Maurvangen. Gjendeshøe må være en perfekt tur for de størrelser, måske også Gåpåpiggane. Også ved Eidsbugarden er der mange fine småture i varieret terræn, Utsikten, Sløtafjellet, Gravafjellet. Begge steder er der mulighed for indkvartering og sejltur. Hav en kæmpe fin tur. Det er fantastisk at have sine børn med til fjelds.

Flotte og interessante billeder. Billede 1 er jo helt klart Knutshøe fra Besseggen. Jeg tænkte også straks på Sikkilsdalen, da jeg så billed 3. Jeg har vedlagt billede fra Gåpåpiggen mod det samme fjeld som på billed 3, men fra en lidt anden vinkel. Se desuden http://img.geocaching.com/cache/9c2458da-744a-4644-8142-4b9fa2cc5c46.jpg; samme vinkel men taget lidt højere oppe. Sikkilsdalen ligger jo ganske tæt på Gjende og Besseggen, så hvis billed 1 og billed 2 er taget nogenlunde samtidig (måske kender du dato eller årstal for billederne), så kan det styrke antagelsen, at billed 3 er Sikkilsdalen. Jeg har ingen anelse om billed 2.

Jeg er nok lidt sent ude med svar . Men sidste år gik jeg med mine børn, bl.a. yngste datter på ni, fra Torfinnsbu til Nordre Kalveholotind, derfra videre til Kalvehøgdi, og ned i Torfinnsdalen fra skåret mellem toppene. Med pauser tog turen omkring otte timer. Jeg mener, din tur må være af samme størrelse, så det må blive en god dagstur. Det går undertiden brat op til Kalveholo. Vi undgik klatring ved at gå op til bunden af Torfinnsdalen på østsiden af elven inden vi gik op ad fjeldsiden til lige under øverste klippeparti. Det gik stejlt op, men ingen klatring eller løst fjeld. Det sidste klippeparti overvandt vi gennem en markeret rende. Dernæst stenet men let til toppen.

1:Alder og bosted, evt. navn 47 år (årgang 62), København, Jakob 2:Første topp - når og hvor Høgronden 1977. Efter to uger med regn, kulde og gråvejr klarede det endelig en smule op sidste dag på vores ferie, og jeg fik min far overtalt til at gå med over Høgronden fra Straumbu til Dørålsæter. En fantastisk oplevelse for mig, mens min far nervøst kiggede efter skyerne, som Rondeslottet imidlertid holdt godt fast på. 3:Antall hittil og kriterium for samlingen (Røyne, 30 m p.f. osv.) 17 med lidt god vilje (medtælling af Svellnosa og Vestre Tverråtind, som jeg i sommers fejlagtigt antog som hovedtoppen i tæt tåge) samt måske et par knolde hist og her. Tæller primært hovedtoppe (p.f. 50 ca. eller højere) men altså også enkelte andre markerede, navngivne og opmålte toppunkter, hvis de er blevet væsentlige punkter på min tur (heri ligger lidt personlig vurdering). 4:Flotteste topptur så langt hvor og evt. noen ord 1. Store Memurutind Vest 1989. At sidde på toppen og spise lunch i bragende solskin og kigge udover tinder og bræer i den friske luft kun til den fjerne monotone lyd af bræelvene er et øjeblik, som har mærket min sjæl for evigt. 2. Glittertind 1980. Min første store enetur. På vej fra Juvasshytte til Glitterheim ville min far og min bror på over Skautflya, kun jeg ville over Glittertind. At opleve samspillet mellem den mørke granit på nordvæggen og den hvide bræ med sneskavlen var en fantastisk oplevelse for mig. På turen ned forvildede jeg mig (man skulle tro, det ikke lod sig gøre, men jeg var alene og uerfaren, og min far havde kortet). Fulgte sporet direkte ned fra toppen. Kunne ikke finde nogen sti fra brækanten. Gik lidt op til højre for at få overblik. Intet resultat. Fortsatte endnu højere, til sidst igen tæt på toppen. Besluttede at gå ned til Skautflya og samme vej som mit følge. Inde i Veodalen blev det mørkt, og jeg kunne ikke længere se stien. Måtte sove nogle timer i det fri, inden jeg nåede frem klokken fem om morgenen. Min far og min bror havde været kæmpe nervøse, men jeg havde haft en fantastisk tur og lært ikke så lidt om fjeldet og mig selv. 3. Store Knutsholstind 2006. Jeg blev besat af Store Knutsholstind, da jeg studerede det fra Besshø i 1993. Antog først fjeldet som ubestigeligt med mine kompetencer men læste siden om normalruten fra Svartdalen. Havde dernæst i mange år toppen som mit højeste mål, indtil jeg i 2006 nåede op sammen med min datter på dengang 17 år. Hvilken udsigt og hvilket spektakulært fjeld at have besteget. 5:Hvorfor en samler Tja, den er lidt sværere. Jeg går i fjeldet, fordi jeg føler mig hjemme her, fri og i balance, samt i godt og nærværende selskab. Jeg går topture for udfordringen (fysisk, motorisk og planlægning) og for den helt specielle oplevelse, det er at stå på en stor top. Det giver mig en sjælelig tilstand, som jeg egentlig ikke kan beskrive i ord. En snert af konkurrenceelement er der vel nok, når man ”samler/krydser af”, men primært handler det for mig om at se tilbage på og mindes de topoplevelser, jeg har haft, og som alle har gjort et vældigt indtryk, samt en stræben efter at få flere sådanne oplevelser. 6:Planlagt progresjon og eventuelt største hinder i progresjonen Har en beskeden ambition om mindst en ny 2K-top pr. år. Vil specielt gerne prøve kræfter med nogle rygtraverser, en smule luftige, gerne med let klatring, men ikke brug af udstyr og teknik. Hindringer: Afstand fra København, har typisk kun en uge til rådighed om året, mit turfølge (familie) har ikke speciel interesse for topturer og har håbløs højdeskræk. 7:Hvordan det hele startet 1. Mine forældre mødte, før jeg blev født, Nils Parelius, aktivt DNT-medlem og meget mere, som inviterede dem på tur i Jotunheimen. Deres interesse for fjeldvandring var vakt. 2. Da jeg var teenager, begyndte mine forældre at tage os børn med på fjeldture. Først Lake District i England, 1976, dernæst Rondane i 1977, Jotunheimen og Dovre i 1980, ellers Alperne. Jeg nød turene men også at kigge kort og planlægge, specielt topture havde min interesse. Min far dannede hurtigt præference for Alperne, mens jeg foretrækker Norge, specielt Jotunheimen med alpine tinder og bræer over frodige dale samt det faktum, at de fleste toppe kan nås uden klatre- og brækompetencer. Og så holder jeg sjovt nok også af det alsidige norske sommervejr. En regnvejrsdag i fjeldet er bestemt også en smuk oplevelse. 3. I 1989 opholdt jeg mig en uge på Spiterstulen og lod mig inspirere af guiderne. Blev ved den lejlighed opmærksom på de mange toppe, der ikke er præpareret med mærket sti til toppen. Forsøgte mig med Leirhø og Store Memurutind. Det blev en kæmpe succes, og pludselig lå hovedparten af Jotunheimens tinder til min rådighed.

Ja, vi havde en fortræffelig tur i Jotunheimen, som altid . Og ja, det var nok vesttoppen på Store Tverråtind, vi antog for hovedtoppen. Men det gør nu ikke meget. Nu har jeg motivationen til at gå derop igen, og hvem ved, så bliver det måske med bragende udsigt. Og så er jeg ganske tilfreds med, at vi gjorde den rigtige beslutning at gå ned, da Sebastian ikke følte sig tryg. Så må mine ambitioner hellere vige. Mange tak for svaret, Sondre . Jakob

Jeg har nu syv år på stribe tilbragt en uge af min sommerferie med familien i Jotunheimen. I år var jeg af sted med mine børn, Cecilie på 21, Sebastian på 16 og Amanda på 10, mens min kone blev hjemme med knæproblemer sammen med sin søn. Cecilie havde Galdhøpiggen som hovedattraktion, efter at jeg har haft slæbt hende med på en stor håndfuld mindre befolkede 2000-meter toppe, så vi måtte ramme Spiterstulen i løbet af ugen. Vejrudsigten i starten af vort ophold var dog ikke alt for lovende, så vi valgte at starte med nogle hytte-til-hytte-ture. Vi tog Valdresekspressen til Gjendesheim, herfra båden ind til Gjendebu, hvor vi gik første dagsetape til Leirvassbu mandag d. 5. juli. Det regnede det meste af dagen, men skyerne lå forbavsende højt, og vi fik derfor rigelig lejlighed til at studere de mange flotte tinder omkring Langvandet. En lille forhindring var elven ned fra Uradalen, som var langt kraftigere end for seks år siden, da jeg sidst gik turen. Først måtte jeg selv gå over med rygsækken for dernæst at returnere og hjælpe Amanda over. Vi fik alle våde sokker, men pyt. Tirsdag kunne jeg godt have tænkt mig en mindre toptur til Tverrbotntinderne lige over Leirvassbu. Det havde været en overkommelig tur også for Amanda. Men skyerne lå lavt, og vejrudsigten lovede ikke bedring, så vi besluttede at gå mod Spiterstulen. Fra sidst på formiddagen lettede skyerne dog, og faktisk fik vi turens bedste dag med høj solskin hele eftermiddagen. Ærgerligt vi ikke havde gået Tverrbotntinderne, men nu fik vi en fantastisk flot tur ned gennem Visdalen med udsigt til alle de store tinder. Efter oplevelsen med Uradøla dagen forinden frygtede vi en anelse at skulle krydse Visa-elven på sten. Det viste sig dog ganske problemfrit, selvom Amanda måtte have en smule hjælp. De to store kunne dog ikke dy sig og lavede kapløb over elven med det resultat, at Cecilie vred om på knæet. Vi kølede knæet i det kolde vand og forbandt det, og Cecilie klarede turen frem til Spiterstulen, men da knæet først fik ro, blev det stift, og Cecilie måtte blive på Spiterstulen resten af ferien. Galdhøpiggen fik hun ikke, så vi må såmænd nok tilbage næste år. Onsdag måtte Cecilie blive på Spiterstulen og pleje sit knæ. Amanda trængte til en fridag efter to lange dagsture, så også hun blev nede. Jeg benyttede så chancen til at invitere Sebastian med på Tverråtinden. Jeg har en (ikke ufravigelig) ambition om hvert år at få en ny 2000-meter top til min lille samling, og Store Tverråtind kunne være et flot bidrag til samlingen. Vi fulgte stien op mod Svellnosbræen til hvor den krydser elven. Herfra fandt vi selv ruten videre op mod Tverråbræen og videre langs nordsiden af denne op til Tverråbåndet. Indtil da havde vejret været fint, men nu, så tæt på målet, blæste det op. Vi nåede lige at få et glimt nordpå på den anden side af båndet mod imponerende Skarstind, da skyerne lagde sig tæt over fjeldene og sneen begyndte at vælte ned. Vi ville dog ikke give op efter den lange anmarch og begav os op ad stenskråningen mod Tverråryggen. Vi fandt solbriller frem, ikke for beskyttelse mod solen, men mod hagl og modsne. Oppe på topryggen blæste det fælt, og sigtbarheden var 50 meter. Vi klatrede frem lidt nede på den sikre sydside, da vi pludselig fandt toppunktet lige over os med en lille varde. Men var det nu toppen :) : Vi kunne ikke rigtigt orientere os, men efter at have læst andre turbeskrivelser får jeg den mistanke, at vi befandt os på den 2288 meter høje vesttop og ikke hovedtoppen på 2309 meter. Jeg har vedlagt foto, og eksperter i sagen må gerne kommentere, også om det er negativt. Efter et kort ophold på "toppen" begav vi os nedad. Sebastian følte sig utryg og kunne absolut ikke lide forholdene på topryggen, så, om vi var på hovedtoppen eller ej, var det eneste rette beslutning. Vi fandt en snefyldt rende lige under toppen, og i denne kurede vi 3-400 højdemeter ned i susende fart til stor morskab, og Sebastian kunne atter finde de store smil frem. Dernæst returnerede vi samme vej, vi var kommet op. Torsdag tog jeg Sebastian og Amanda med på guidet tur til Eventyrisen på Svellnosbræen, mens Cecilie stadig plejede sit knæ. Eventyrisen er altid et hit for børnene, og i år var ingen undtagelse. Amanda, som var på isen for første gang, ville gerne gå turen igen om fredagen, og hun havde et fint motiv, da vi havde glemt nye batterier til kameraet og derfor ikke kunne tage billeder på Eventyrisen. Fredag, sidste dag i denne omgang inden busturen hjem til Danmark via Lom og Oslo, blev dog dedikeret Galdhøpiggen. Cecilie gik med fra morgenstunden, men allerede efter 300 højdemeter kunne hun mærke, at knæet ikke kunne holde, og hun måtte returnere. Vi andre tre fortsatte i fint vejr op til Svellnosa, som jeg altid har gået udenom på mine tidligere ture til Piggen, og således fik jeg på sin vis en ny 2000-meter top til samlingen, hvis ikke Tverråtinden kan godkendes. Videre til Piggen over Keilhaus gik det problemfrit, og efter 4½ timer på vej stod vi på Nordeuropas tag og kunne se ned på alle de andre flotte tinder. Fem minutter efter vor ankomst til toppen drev skyer ind fra vest, og vi søgte ly i den lille stenhytte. Efter at have nydt en karton juice var skyerne drevet bort, og vi kunne studere udsigten nok engang, inden vi atter begav os ned til Spiterstulen og Cecilie.

Mange tak. Det var lige, hvad jeg søgte.

Jeg har de to sidste somre været i Jotunheimen med mine børn, og vi har bl.a. været på Store Bjørn og Glittertind. Nu vil børnene gerne have et emblem for de toppe, de har besteget. Jeg har set sådanne emblemer på de betjente hytter, men det er lidt langt at rejse, og det er ikke alle hytter, der har alle emblemer. Jeg mener også, emblemerne kan fås på internettet, men jeg kan ikke finde hjemmesiden. Søgning på Google med emblem, nål, mærke, stift eller badge kombineret med 2000 meter toppe giver ikke noget resultat. Er der nogen, der kender hjemmesiden, eller kan nogen give mig et godt søgeord. Formentlig kender jeg bare ikke den norske betegnelse for sådanne emblemer.