Lars M

Er det den samme, som der var en tråd om for et par uger siden? https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=8217

Det er ikke nyt, at der findes et turkart, men der kan være kommet et nyt turkart ud over det, der var fra før. Jeg har "Turkart Hemnes Kommune 1:75000", som jeg købte i september 2000, da jeg var på job i Mo i Rana. Det er stort og uhandy, da det skal dække hele kommunen, og detaljerne kan være lidt svære at læse, da det er 1:75000. Jeg valgte at købe det, fordi inddelingen af M711-kartene er lidt uheldig i Okstinderne. En søndag, da jeg havde været på job i to uger og jobbet hele forrige helg, tog jeg fri og kørte ind til dammen i vestenden af Grasvatnet. Herfra gik jeg på syd/vestsiden af Grasvatnet, til jeg havde passeret broen over elven fra Østre Okstindbræen. Derefter svingede jeg opover. Af forskellige grunde nåede jeg bare op i ca. 1100 m højde, inden jeg besluttede, at "Det er ingen skam å snu". Jeg var alene, - skyerne hang lavt, - der var lidt yr i luften o.s.v.. Jeg må have Okstinderne til gode, til jeg en gang igen kommer i området.

Jeg vil bestemt anbefale et kursus. Du kan vælge enten at tage et rent brækursus, hvor du har en hel uge til at lære "alt" om færdsel på bræ, eller - som jeg selv gjorde - at tage et fjeldsportkursus, hvor vi brugte to dage dage på bræ, to dage på klippeklatring i lavlandet og to dage på mere alpine ture med indslag af både bræ og klippe. Grunden til, at jeg valgte, som jeg gjorde, var, at jeg i starten havde lyst til at prøve lidt af hvert. Så kunne jeg altid specialisere mig senere. Hvis du ved på forhånd, at det specielt er bræ-delen, du er interesseret i, får du nok lært det mere grundigt på et rent brækursus. Jeg tog mit fjeldsportkursus (samt klatrekursus og videregående fjeldsportkursus) hos DNT, men der findes også andre udbydere. Jeg skal ikke gøre mig klog på kvaliteten af kurserne hos den ene eller den anden udbyder. Min hovedkonklusion: Ja - jeg kan anbefale, at du tager et kursus. Forøvrigt lærer du på DNT's brækursus, at tomands reblag (som du spurgte om) ikke er nogen god ide ved almindelig brævandring, hvor sikkerheden ligger i, at hvis én falder i en sprække, må han ikke trække resten af reblaget med sig - tvært imod skal de kunne holde ham. Det kan være meget svært, hvis der kun er en tilbage oppe på bræfladen. Du lærer måske også nogle andre metoder, så du alligevel kan krydse en bræ sikkert med et tomands reblag, men det tager meget tid, og du kommer kun langsomt frem.

Det er bedst at have to gode nyrer i kroppen, men én rækker for så vidt. Den har tilstrækkelig kapacitet til at klare det, den skal. Når vi i udgangspunktet har to, er det bare redundans. Jeg ved det, fordi min ene nyre sluttede at fungere for tre år siden. Jeg kan fortsat gøre alt det, jeg har gjort før, og behøver ikke tage nogen særlige hensyn. Det er først, når den anden også slutter at fungere, man får alvorlige problemer. Jeg går ud fra, at når Fjellfinn blev tilbudt transplantation, var det fordi, begge var dårlige, og så har han formentlig kun fået skiftet den ene. Tre måneders optræning lyder ikke morsomt. God bedring - og så må vi håbe, der er en, der kan hjælpe dig, så du kan komme på fjeldet før, de tre måneder er gået.

Jeg ved ikke, hvordan den er som vårskitur. Jeg har bare været der om sommeren. Vi fulgte en sneflanke fra Svellnosbræen op til ganske få højdemeter under kanten. Fra sneen sluttede, var det klyving på fjeld de sidste få (ca. 10?) højdemeter op til kanten, men der lå vældigt meget løsgods, så vi skulle være forsigtige. Største problem var løsgodset. Hvis der ligger sne, kan det måske hjælpe til at holde løsgodset på plads, men sneen kan måske også give en falsk tryghed, fordi man ikke ser løsgodset. Hvis man går op andre steder end der, hvor vi gik op, kan forholdene være anderledes...

For en stor del taler billederne for sig selv, men alligevel: Får vi ikke en lille beretning?

Den sidste oplysning fra Lindap passer ikke. Medlemmer i udlandet (i hvert fald i Danmark) modtager også Fjell og Vidde.

Jeg ser, at du både i denne turrapport (i billedteksten til billede "Over Breheimen.jpg") og i turrapporten fra Vestre Holåtind (https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=8091) siger, at det er Austre Holåtind, der også kaldes Tussetind. Ifølge kartet (1518 III Sygnefjell) er det Midtre Holåtind, der kaldes Tussetind. Jeg har et eller andet sted læst en turrapport fra en tur - formentlig en gang i 1800-årene - hvor nogle af de mandlige deltagere på turen giver toppen navnet Tussetind til ære for deres kvindelige turfølge Therese Berteau. Tusse skulle åbenbart være en alternativ udtale af Therese. Just nu kan jeg ikke finde den turrapport, men hvis jeg finder den senere, burde det fremgå, hvilken det er, der kaldes Tussetind. Og jeg kommer desværre ikke på fjeldet denne påske - det ser ellers rigtigt fint ud!

Forudsat de andre fjelde er rigtige (!), tror jeg også, jeg kan identificere Innerdalstårnet 1452 m.

Jeg har teleskopstave, men med den erfaring, jeg har i dag, ville jeg nok have valgt stave med fast længde. Låseringen, som du spænder, når du har justeret stavens længde, er et svagt punkt. Gevindet kan ødelægges, om du spænder for hårdt. Hvis det er vigtigt for dig at kunne gå med lange stave, når du går bortover, og gøre stavene kortere, når du skal køre nedover, så køb teleskopstave. Hvis det ikke er specielt vigtigt for dig, så køb stave med fast længde. Stave med fast længde er enklere og dermed mere driftsikre.

Det ser ud til, at de fleste her tager det for givet, at man tager båden ind til Memurubu om morgenen og går tilbage til Gjendesheim i løbet af dagen. Hvad med at gøre det omvendt: starte om morgenen fra Gjendesheim, gå til Memurubu og tage båden tilbage til Gjendesheim sidst på eftermiddagen eller om aftenen. Check bådenes fartplan først! Ulemper ved mit forslag: - I er afhængige af at skulle være ved Memurubu på et bestemt tidspunkt for at nå båden. - I er afhængige af at dagens sidst båd har plads til jer, - ellers må I overnatte på Memurubu. Fordele ved mit forslag: - I får en flottere tur med udsigt ret frem ind over Jotunheimen. Om man trives med luftighed, er det fint at gå ned ad Besseggen. Om man ikke trives med luftighed, kan det være bedre at gå op ad Besseggen. Så kan man se ret ind i fjeldet foran sig og koncentrere sig om det. Jeg har kun gået Besseggen en gang, og da gik jeg fra Gjendesheim til Memurubu. Jeg var kørt med bus fra Oslo ved 9-tiden om formiddagen og var nået frem til Gjendesheim midt på eftermiddagen. Så vidt jeg husker, var jeg fremme ved Memurubu ved 9-tiden om aftenen. Jeg skulle overnatte, så jeg var ikke afhængig af nogen båd. Det var en søndag midt i august med perfekt vejr, så der har sikkert været mange mennesker tidligere på dagen, men da jeg gik der, var de fleste væk. Jeg har derfor ingen erfaring med, hvordan det er med at gå ned ad Besseggen samtidig med, at der er mange, der går op, - om der er plads til at mødes. Jeg kan dog ikke tro, det er noget stort problem.

Knapt så filosofisk, og en topentusiast er måske heller ikke det samme som en topsamler, men her er nogen, der har forsøgt sig med en definition (på engelsk) på en topsamler. http://www.peakbagger.com/pbgeog/Essay.aspx

Dette tema har været diskuteret for et par måneder siden. Se https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=7253

I denne tråd i forum "Turrapporter": https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=7794 foreslås ordet "blindføre". Der har vist også en gang været en separat tråd om norske ord for "white out". Det virker bagvendt, at et engelsk udtryk, hvor ordet "white" indgår, skulle svare til et norsk udtryk, hvor "mørkt" indgår.

El Gringo bruger navnet Flatvaddalen, som er det navn, der står på kortet (1420 II). Det er vel også naturligt at gøre i en sammenhæng, hvor han refererer til kortet. Jeg har ofte undret mig over, hvorfor Statens Kartverk kalder den Flatvaddalen, når "alle andre" (så vidt jeg ved) kalder den Giklingdalen. Er der nogen, som har en forklaring?

På Dansk Bjergklubs debatforum blev der for nogle dage siden lagt et link til denne her: http://www.boreme.com/boreme/funny-2...r-plane-p1.php med det sveitsiske flyvevåben. Det resulterede i denne diskussionstråd: http://www.danskbjergklub.dk/forum/showthread.php?t=956

Hvis man slår Glittertind op på Wikipedia bokmål, er der et billede af toppen af Glittertind set fra øst. Hvis man slår Glittertind op på Wikipedia nynorsk, er der et helt andet billede. Er vi enige om, at billedet på nynorsk-udgaven viser Fannaråken og Steindalsnosi set fra nord eller nordøst? Det fejlagtige billede fra fra nynorsk-udgaven går igen på andre udgaver af Wikipedia, bl.a. på den danske og den tjekkiske. Jeg har lige lagt en kommentar om dette på den danske udgave.

Finse - Haukeli bliver meget lange dagsetaper, hvis I skal gå den på fire dage. Det forudsætter, at I er i usædvanlig god træning.

Du kan også se på https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=6686 Spørgsmålet her var mere afgrænset og gik bare på topture i Rondane om vinteren, så det er ikke sikkert, at svarene her fortæller, hvad der "overall" er mest anbefalelsesværdigt, når man er ny i dette game. Mon ikke, der alligevel skulle være et par svar, du kan bruge?

Jakobsen: Du har fuldstændigt ret i, at skienes spænd skal passe til skiløberens vægt. Det går fint, så længe vi taler om ski, hvor du altid løber uden rygsæk, eller du løber med en rygsæk, der altid har samme vægt. Når du løber med racing-ski, har du normalt ikke nogen rygsæk. Du løber normalt i faste løjper præpareret med en god tung løjpemaskine. Det er også i denne situation, du vil prioritere det højest at have ski, hvor spændet passer perfekt til din vægt. Med en god frasparketeknik kan du løbe med stivere ski end det, som papirprøven indikerer. Hvis det skal være helt perfekt, har du også forskellige ski med forskelligt spænd til tørvoks og til klister. På fjeldski går du nogle gange med en let rygsæk, andre gange med en tung rygsæk. Du går i spor, som ikke er maskinpræpareret - bare trampet - eller du går helt uden for sporene. Fjeldski har langspænd, fordi du ikke kan udnytte fordelen ved kortspænd, når du går i løse spor eller helt uden for sporene. Du kan ikke forvente, at skiene skal fungere lige så perfekt, som du vil forvente af et par racing-ski i velpræparerede løjper. Selv om du pricipielt har ret i alt, hvad du siger, så mener jeg, at når vi taler om fjeldski med de ufuldkommenheder, der kommer af, at man går i løse spor, så bliver det noget feinsmeckeri uden den helt store praktiske betydning. Når jeg går med fjeldski - især med tung rygsæk - prioriterer jeg fæste højere end glid, og derfor smører jeg en hellere en lidt længere fæstezone.

Det som Skaufant skriver om længden på fæstezonen, er rigtigt på racingski med kortspænd. På fjeldski, som har langspænd, ville jeg nok have brugt lidt længere fæstezone. Når du udvider fæstezonen, skal du udvide mest fremad og ikke så meget bagud. Her taler jeg om smøring med tørvoks. Når det bliver klisterføre, kan du godt smøre lidt kortere - omtrent som Skaufant foreslår. Til FU's spørgsmål: Det skal gå temmelig brat opad, før jeg bruger fæller. Fællerne ødelægger skienes glideevne fuldstændigt. Det kan være OK, når det går brat op, men ellers er det voks, der gælder!

Jeg har selv spekuleret lidt på en rute mellem Glitterheim og Memurubu over alle Veotinderne og Surtningssua, omtrent langs kommunegrænsen mellem Vågå og Lom. Jeg har ikke selv gået den og vil derfor heller ikke stå inde for at anbefale den til andre. Ifølge kartet skulle det være muligt at undgå bræ. Over Veotinderne er definitivt ikke nogen vandretur. Det er mindst klyving om ikke klatring, så man skal have sikringsudstyr med og vide, hvordan man bruger det. Resten burde være lettere, men det kan være, man bruger så meget tid på Veotinderne, at det bliver vanskeligt at nå helt til Memurubu på en dagsetape.

Det første billede "Frå toppen mot Skjorta(1711moh)" har nogle fantastiske farver. Himlen, som changerer fra dybblå øverst til turkisblå nederst. Den orangegule sky lige bag flanken af det nærmeste mørke fjell. Og så de fire toppene, der står og lyser hvidt langt borte. Flot!

Jeg har ikke gået den tur i sin helhed, men jeg har gået dele af den. Søndagen før palmesøndag i 2006 (d.v.s. to uger før påskedag) gik jeg og en kammerat fra Høvringen til Grimsdalshytta. Det var en lang etape, og da vi var godt slidte, da vi nåede frem. Foruden min kammerat og jeg var der bare to gæster til på hytten. To tyskere, som også var startet fra Høvringen og skulle til Grimsdalshytta, havde fulgt en forkert kvisterute og var kommet til Haverdalshytta i stedet. De to andre på Grimsdalshytta var netop kommet fra Hjerkinn. De fortalte at det sidste stykke af løjpen fra Hjerkinn til Grimsdalshytta går lidt anderledes nu, end det er vist på kortet. Da ruten på kortet ikke er tryg for sneras, går den nye rute øst for Tverrådalen. Mandag gik vi over Gravhøi, ned til Haverdalsmunnen, sydover mellem Stygghøin og Storkringla og frem til Dørålseter. Alternative vejvalg kunne have været at gå helt rundt om Gravhøi i stedet for at gå op over, eller at gå gennem Dørålsglupen i stedet for at gå mellemS tygghøin og Storkringla. Ned mod Haverdalsmunnen og videre sydover var der store bare pletter med græs og lyng. På Dørålseter var vi i alt 10-12 gæster. Den ene kendte vi i forvejen - han havde også været på Grimsdalshytta. Tirsdag fortsatte vi til Rondvassbu. Nu kom den sne, som vi havde savnet om mandagen, og sammen med sneen kom vinden. Manden, som vi havde truffet både på Grimsdalshytta og på Dørålseter slog følge med os. Han havde smalle racing-langrendski og ganske let udrustning. Han kunne ikke trampe spor med de smalle ski, og han skulle arbejde fysisk for at holde sig varm, så han kunne ikke holde pauser uden at komme til at fryse. Han satsede virkelig på "fast and light"-taktikken. I andre sammenhænge kan det være i orden, men på en flerdagestur om vinteren i højfjeldet skal det ikke overdrives. Onsdag tog min kammerat og jeg afsked med vores nye ven, og han fortsatte mod Trollløjpen og Lillehammer. Min kammerat og jeg blev et par dage på Rondvassbu. Onsdag gik vi på Veslesmeden (2015 m). Vi efterlod skiene på ca. 1860 m og gik de sidste bratte ca. 150 højdemeter på benene. Snefaldet om tirsdagen havde givet ca. en meter nysne her oppe, så det var tungt at gå i. Torsdag gik vi en rundtur - østover gennem Illmanndalen med retur op gennem Langglupdalen og ned over Rondvatnet - samme vej, som vi var kommet om tirsdagen, men nu med langt bedre sigt. Fredag formiddag gik vi tilbage til Høvringen, hvor bilen var parkeret, og derfra kørte vi hjem til Danmark. Selv om den tur, som I planlægger, ikke er præcis den tur, som vi gik, tør jeg godt sige, at det er en fin tur, som kan anbefales. Hvis I er turvante og i god form, kommer det også til at gå bra, selv om I ikke er vant til at gå så langt på ski. Tips? Jeg har allerede nævnt løjpen fra Hjerkinn det sidste stykke mod Grimsdalshytta, og jeg har også nævnt "fast and light"-taktikken. Er der mere? Jeg havde købt nye skistøvler inden turen, og jeg måtte bruge ganske meget compeed. Hvis du har skistøvler, som du kan gå med uden compeed, så hold fast i dem!

Om de 999 m er fast fjeld, er Andreas godt over 1000 m på billedet!