Vinnerliste

Ein flott tur langs "Ørstas" Besseggen, ein ryggtur over fleire slake toppar med utsikt store delar av vegen. Oda nyt varmen og dagen

En av de hvite sandstrendene ved Nedre Muggsjøen i Femund. Forrige Fredag (15/7-16)

Home sweet home, zen og sånt. Og en drøss hjerter. Her er min kilde til sjelero. Utgangspunkt Solheimstulen, Uvdal.

Var på min første fjelltur på mange år. Turen gikk opp til Fløya-toppen med noen solide omveier. Fikk prøvd de nye fjellskoa også (Crispi Skarven). Fikk gnagsår i begge helene. Litt usikker om det skyldes at skoene ikke passer perfekt, om de bare må gås inn, eller om jeg går feil. Bør foten følge bakken ved bratt stigning oppover, eller skal det være ~90 grader mellom fot og legg?

Kanoen har fått sin jomfrutur, en svært vellykket sådan. To voksne, to unger, bikkje og utstyr til 2 netter gikk så fint som bare det. Bikkja, 5 år gml KV, debuterte i kano. Var litt spent, men han brukte nøyaktig 20 sekunder på å slokne mellom beina mine, og så ut til å stortrives. Null problem. Jeg satt opp kanoen 2 ganger hjemme i hagen før tur. Tipsene om å merke på duken og div metall med sprittusj samt å sette den opp så nøyaktig som mulig første gang er meget gode. Jeg brukte faktisk bare 25 min med å sette den opp til første turen, så jeg tror ikke den blir liggende oppsatt og landfast i særlig grad. Veldig fornøyd med årets bruk av feriepenger, vi kommer til å ha stor glede av kanoen fremover.

Akkurat nå ligger jeg å slaper av ved et vann som heter nesvannet nord for jotka i alta. Det som skulle være 5 dager på tur ble til tre da det viste seg at jeg rett og slett har gått for raskt og for langt. Vel vel, ikke noe å gjøre med den saken. Nå venter jeg bare på å se en rød landcruiser komme hompene innover fjellet for å hente meg og hund. Fint fiske og veldig fint vær, dog litt mye mygg.

Fin og varm avslutning på noen dager i vakre Etnefjellene i går kveld

Hei rbhelle. Takk for svar og ideer. Det Akto teltet ser veldig fint ut, men det blir nok litt trangt for meg og bikkja. Jeg kommer nok til å vurdere en Osprey sekk, hvis den jeg har blir for liten. Jeg har nå bestemt meg for å gå for soveposen og underlaget som jeg nevnte i første post og for teltet Reinsfjell 2 SL. Det får jo godord nesten over alt og har også blitt best i en test, ser jeg. Takk for alle innspill. Det føles litt tryggere når andre har gode erfaringer med det utstyret man velger. Jeg ser at noen setter et lite spørsmålstegn med kvaliteten på underlaget, mens andre er veldig godt fornøyde. Jeg tar nå sjansen på det. Det er ikke værre enn at jeg får kjøpe noe annet hvis det ikke duger. Etter hva rbhelle nå sier, så lurer jeg nesten på om jeg har kjøpt for varm pose og underlag til mitt bruk, men det er ikke godt å vite før man har hatt noen netter ute og forsøkt det. Gleder meg veldig til å komme meg ut på telttur nå.

Jepp, den har en knitrelyd, ja. Jeg syntes den var litt for høy i starten, men enten har den blitt mye lavere etter å ha blitt brukt en del, eller så har hjernen min vent seg til å "mute" den - plager meg ikke nå

Men han er i det minste ute

Gratulerer, jeg brukte vel ca 1 1/2 time første gang, ord og uttrykk fra folkedypets grunn tøt også ut. Vanskelig å få bunnmatta helt riktig plassert, har vel bommet med ca. 2 cm framme i bauen. Nå bruker jeg ca. en halv time. Singelkanoen veier bare 15 kg så den er lett å håndtere.

Kanskje litt på siden, dette, men jeg moret meg godt for noen år siden da jeg oppdaget at jeg plutselig og uforvarende hadde blitt en hipster .

Hvis det er på hytta, så er det vel bare å kjøpe en billg presenning og litt tau/strikker på biltema eller annet sted. Koster jo noen hundrelapper. Det beskytter vel mot UV det. Litt luft inn fra sidene så går vel det fint?

Har fartet bittelitt i nord, Trænafestivalen og seiling til Lofoten. Var på toppen av Gompen på Sanna. Derfra utsikten mot den toppen som ikke er Trænastaven, for Trænastaven ligger bak denne igjen. Også har jeg gått på Svartisen, Engabreen! Og besøkt Bunesstranda, flott plass!

Du har delvis rett i det, men det finnes to ulike typer-li-ion batterier, de med og de uten "hukommelse" Batteriene med hukommelse kan gjerne klattlades mens de uten vil ta skade på samme måtte som et Ni-mh. Effektiviteten på brensel og oksidasjonsmiddel svekkes. Batterier i bærbare pc-er, noen gpser og telefoner har li-ion med hukommelse, mens i de fleste hodelykter nytts batteri uten hukommelse. Som et tillegg må man huske på at man pr. nå ikke har funnet noen måte å anvende brukte kobolt- eller nikkeloksidkatoder og ALT avfall av li-ion batterier må deponeres og kan IKKE gjenvinnes på noen måte. Når vi vet at kobolten og litiumheksafluorofosfat som man finner i STORE mengder i battriets elektrolytt innebærer høy miljøtoksitet er dette noe vi definitivt bør tenke på.

Ingen på Galdhøpiggen heller, om ikke de folka iført jeans og converse uten synlig vannflaske, niste, etc teller som pokemon da...?

Mammut Spherr Spring har jeg brukt nå ig den posen er veldig god og vsrm synes jeg. Har brukt den ned mot 5 grader og har det godt og varmt. Posen trenger ikke være så tykk, det er viktigere å ha et godt isolasjonslag mot bakken. Noe du får med et Synmat UL 7LW. Har dette selv og er nesten for varmt om sommeren. Bedre tilpasset tidlig vår og sen høst dette. Til vinterbruk har jeg synmat 9UL LW. Så på sovepose fokuser ikke blindt på komforttemp men heller velg underlag som tåler mye kulde istedetfor først og fremst. Særlig om det er vekt å spare du er mest opptatt av. Sphere veier 550gr. Jeg bruker Osprey Atmos AG65. Litt stor ift når jeg pakker lett med mitt Aktotelt for 2-3 dager, så burde nok hatt 50ltr istedetfor. Men atmos veier kun 2 kg og det synes jeg er lett ift min gamle Berghaus Atlas 2 på 3100gram. Hvordan det teltet fungerer er usikkert. Jeg benyttet Hilleberg Akto med bunnduk og frisport tarp 3x3. Hillebergen veier 1,9kg alt inkl med bunnduk, frisport ca 400gram. Tarp er fantastisk herlig å sitte under og utvider teltbruken enormt. Trenget bare en stk tarpstang for teltet. På høyfjellet er Akto i seg selv robust nok til å tåle mye vind og vær.

Trekk en linje rett øst fra Røa og du har mest folk her, mye fordi båten ikke anløper flere steder langs østbredden av Femunden og også fordi vannene ligger tettere der nede. Mitt tips til førstegangsreisende vil være å ta båten til Haugen, gå rett opp, forbi Oasen og inn Grøtådalen til Grøtåa. Krokåthåen er fin. Deretter ville jeg gått en runde nord og vest og tatt båten tilbake fra Røa. Det var en del mygg i myr/skogområder nå i helga og forrige uke og det blir verre utover en liten stund før kulda tar dem. Autan family gel og myggnett redder dagen. Ta en liten antihistamintablett hver dag så merker du ikke stikk og bitt. Jeg bruker "Cetirizin «ratiopharm» tabletter (R06A E07 cetirizin)", men disse ser jeg har gått ut. Enhver over-disken-antihistamin tror jeg vil gjøre samme nytta. Spør på apoteket. Knotten kommer ca 21.00. Bare å ha gjort seg ferdig med middag før den tid om du ikke vil ha litt ekstra krydder og protein

Hipster by accident er det beste

Må jo shoppe litt da (http://www.prisjakt.nu/#rparams=ss=Therm-a-Rest NeoAir XTherm ) Jeg kjøpte i str. L fra en Svensk nettbutikk som hadde flyttesalg i fjor, med levering poste restante i Strömstad. Gratis frakt innen Sverige. Kom på SEK1699,- + at jeg måtte kjøre ned og ta det med hjem når jeg harry-handlet bacon og Pepsi. Men det er en av få ting jeg eier jeg, med hånden på hjertet, innrømmer er verdt hvert øre. Fantastisk produkt. "Blåseposen" som følger med er søppel. Jeg har adaptert en Exped pose til å blåde det opp. Bruker en liten bit shock cord til å holde den sammenrullet.

Nu efter at have lavet turrapport for sommerens første fjeldtur slår det mig, at jeg aldrig fik lavet en for sidste år. I 2015 lykkedes det omsider børnene at overtale far her til at vælge en fjelddestination udenfor Norge. Det blev så Tatra i Polen, som jeg ind imellem havde overvejet som et spændende alternativ. Første mandag i august, en meget tidlig morgen, startede vi bilen i København og kørte mod Gedser, herfra færge til Rostock, og herfra en LANG dag i bil. Berlin var én stor kø, tre-fire vejarbejder måtte vi passere, og da vi krydsede den tysk/polske grænse, var det som at køre fra en moderne motorvej til en grusvej. Nok var der også motorvej på den polske side, men den var stort set ikke vedligeholdt siden 30’erne. Den var bygget af betonplader, og i revnerne mellem pladerne voksede græs og ukrudt, så speederen måtte slippes, hvis bilen skulle holde. Største udfordring fik vi dog på landevejen fra Krakow til Zakopane, hvor et trafikuheld havde forårsaget en omkørsel. Det var efterhånden blevet mørkt, og vi rådede ikke over en GPS, ved nu heller ikke, om den havde fungeret på de kanter. Vi rakkede rundt på småveje en halvanden times tid, præsterede på et tidspunkt at komme tilbage, hvor omkørslen startede, men kom dog omsider på rette vej. Først efter midnat nåede vi helt udmattede frem til vores hotel i Zakopane. Swinica Den første formiddag brugte vi på at købe kort og orientere os om procedurerne i området. Vi havde satset på at kunne bruge hytterne inde i fjeldene på samme måde, som vi er vant til i Norge. Det var imidlertid helt umuligt. For at få plads på hytterne i Tatra, i hvert fald på den polske side, skal man have bestilt i god tid. Vi opsøgte dernæst turistinfrmationen i Zakopane for at få nogle gode råd. Her fik vi den fineste service, man kan tænke sig. Vi blev placeret på stole, der blev ringet og bestilt plads på det bedste hotel i byen vil jeg tro målt i pris (og den var ret overkommelig) kontra kvalitet, og vi blev guidet i brugen af det udmærkede bussystem, så konceptet for vores ture blev at tage en bus ud hver morgen til en af indgangene til nationalparken, gå hvorhen vi ville, og dernæst tage en bus retur til byen. Der var stort set aldrig ventetid på busserne. Der var hele tiden en, når vi ankom, og når den så var fyldt op, og det tog sjældent mere end fem minutter, startede turen. Efter at have installeret os på vores hotel måtte vi over middag ud på tur. Det var oprindelig min ide at tage svævebanen fra Zakopane op til Kasprowy Wierch, bestige nogle toppe og gå tilbage til byen, men på tursistinformationen havde fået at vide, at der var adskillige timers ventetid på den opadgående svævebane. Vi ændrede derfor plan til at gå op og tage svævebanen ned, en langt mindre benyttet variant som ifølge turistinformationen ikke skulle give ventetid. Fra foden af svævebanen begav vi os gul rute (ruterne i Tatra har hver en farve, som figurerer på skiltning og på kort) op gennem Dolina Jaworzynka, en frodig dal, videre ad blå rute til Schronisko Murowaniec, en hytte halvvejs oppe i bjergene. Herfra fortsatte vi videre ad blå rute op til Czarny Staw Gasienicowy, en idylisk bjergsø lige under de høje fjelde. Polsk bjerghytte Herfra ville jeg gerne have fortsat ad blå rute øst om søen og videre sydvest op på den gennemgående bjergryg, der danner den polsk/slovakiske grænse. Denne rute forekom enormt spændende, og på traversen langs den polsk/slovakiske grænse ville vi komme forbi et utal af toppunkter foruden Swinica (2301 moh). Men tiden var knap, hvis vi skulle nå svævebanen ned, og mit turfølge var knapt så tændt på den "spændende" rute. Fjeldsø I stedet tog vi sort rute op mod Koscielec, drejede mod vest ad blå rute og endelig igen ad sort rute op til passet vest for Swinica. Oppe i passet luftede jeg mine ønsker om at gå til toppen af Swinica, der nu lå blot 150 meter over os. Jeg fik "lov" til at rende op, mens mit turfølge begav sig mod svævebanen. Det sidste stykke op foregik af godt markeret sti med næsten overdreven brug af kæder, man kunne støtte sig til. På toppen blæste en strid vind, men udsigten var fantastisk. På returen så jeg en lille flok bjerggimser nede i passet. Jeg fortsatte til svævebanen, hvor jeg fandt mit turfølge og vi lod os fragte tilbage til Zakopane. Skovene nord for Tatra Anden dag var mere skyet, og efter toptur og masser af højdemeter dagen forinden besluttede vi os for en tur i lavereliggende terræn i skovene nord for de høje Tatra-fjelde. Måske verdens længste trappe Vi tog en bus ud til den store parkeringsplads ved Palenica Biatczanska. Herfra fulgte vi grøn sti ind i skoven, rundt om et lille engdrag og videre af, hvad der må være verdens længste trappe op til Gesia Szyja, et skovbevokset højdedrag, hvor vi indtog vores niste. Vi fortsatte af grøn rute ned mod vest og videre helt frem mod Schronisko Murovaniec, hvor vi også havde været dagen forinden. Undervejs gik vi igennem utrolig frodig skov med mandshøje bregner og digitalis. Skulle vi have mødt en bamse (ved alle indgange til nationalparken advares mod bjørne, og der gives råd, på polsk, til hvad man bør gøre ved et eventuelt møde), følte vi det skulle være i dette forholdsvis ubesøgte og ufremkommelige terræn. Frodig skov Efter at have nydt varm kakao på hytten sluttede vi med at gå ned til Zakopane ad grøn rute, blot for at prøve noget andet end dagen forinden. Rysy Feriens højdepunkt skulle være at bestige Rysy, Polens højeste fjeld på 2503 moh. Torsdag skinnede solen, og med en god vejrudsigt besluttede vi, at tiden var inde. Igen tog vi bussen ud til nationalparkindgangen ved Palenica Biatczanska. Denne gang godtede vi os over, vi var i bus og ikke bil. Mens bilerne holdt i massiv kø de sidste to kilometer, svingede busserne blot over i modsatte kørebane og overhalede hele striben af ventende biler uden at skænke modkørende mange tanker. Fra indgangen til nationalparken flottede vi os og tog hestevogn til Morskim Oku, hytten under Rysy. En tur i hestevogn på 10 km koster i Polen mindre end en tur med Gjendebåden, så det ville vi gerne give for at slippe for den lange indmarch. På turen op overhalede vi en sand folkevandring og jeg tænkte, hvis alle de mennesker skal på Rysy, så bliver der flere timers kø til toppen. Folkevandringenn stoppede dog ved Morskim Oku, der ligger idylisk ved en sø i frodige omgivelser med høje fjelde bagved ragende en kilometer op. Fra Morskim Oku påbegyndte vi den egentlige opstigning. Først rundt om søen Moskie Oko, dernæst op ad en stentrappe til næste sø, Czarny Staw pod Rysami, og herfra ad godt markeret sti opover. På vej mod Rysy Det bliver efterhånden temmelig stejlt, men et utal af kæder er lagt ud, som man kan støtte sig til alt efter behov. Umiddelbart under nationaltoppen (Polens højeste punkt, dog ikke højeste punkt på Rysy) rammer man eggen og står pludselig ved en afgrund mod øst. En lidt luftig passage venter, men man kan holde til højre, hvis det bliver for luftigt. Og så, lige pludselig, står man på nationaltoppen. Toppen var rimelig besøgt, omend det ikke voldte problemer at kæmpe sig vej frem til Polens højeste top. Derimod lå Rysys højeste top næsten uberørt hen, blot 50 meter fra nationaltoppen. Polens nationaltop set fra højeste punkt på Rysy Her trodsede jeg reglerne om ikke at forlade stierne i nationalparken og listede over på Rysys højeste punkt. Enkelte af de ellers meget autoritesttro (dog ikke i trafikken) polakker vovede at liste med. Efter at have nydt den fantastiske udsigt i strålende solskin returnerede vi samme vej, vi var kommet op. Igen tog vi en hestevogn ned, selvom jeg næsten vil tro, det kunne gøres lige så hurtigt til fods. Således nægtede kusken at køre, før vognen var fuld, og sidst på dagen tog det sin tid, så jeg nær var blevet nervøs for, om sidste bus var kørt, når vi nåede ned. En slentretur Efter Rysy ønskede vi igen at gå en tur i lavereliggende terræn. Vi planlagde at starte fra Siwa Polana vest for Zakopane og gå gennem nye skove retur til byen. Vi tog en bus til Siwa Polana og begav os dernæst på vej. Vi fulgte grøn sti mod syd ind i naionalparken og svingede dernæst mod øst. Efter et par kilometer var stien imidlertid blokeret af skovarbejde. Vi forbandede, at dette ikke havde været annonceret noget tidligere, og returnerede de to kilometer tilbage til hovedstien fra Siwa Polana, hvorfra vi fortsatte sydpå. Den næste sti mod øst var også blokeret, denne gang var det dog synligt helt ude fra hovedstien, og således blev vi tvunget længere og længere sydpå ind i nationalparken. He he Ved det tredie vejskil, som var intakt, forsøgte jeg at lokke mit følge med ind til en hytte Schronisko Ornak, som lå bag en udløber fra den primære bjergkæde langs den polsk/slovakiske landegrænse. På returen til Kiry ville vi så komme over nogle spændende pas, og vi ville endda kunne fange vores oprindeligt tiltænkte stil tilbage til Zakopane. Imidlertid stred et sådan forslag mod mit turfølges vision om en lidt mere afslappende dag, så vi endte med at gå op til Schronisko na Chocholowskiej Polanie, hvor vi nød vores frokost med en øl/vand, hvorefter vi returnerede til Siwa Polana samme vej, vi var kommet op. Således endte vi med at gå en rigtig polsk søndagstur 10 kilometer ind i nationalparken af let sti/vej til en idylisk beliggende hytte for foden af bjergene, hvorfra vi efter lidt frokostafslapning returnerede tilbage af samme vej, vi var gået ind. Giewont På vores sidste dag i Tatra besluttede vi at bestige Giewont, en elegant klippeformation vi havde udsigt til fra vores hotelværelse og havde kunnet beundre hver morgen hhv. aften. Denne gang tog vi bilen til Dolina Malej Laki og begav os i flot solskin ad gul rute op gennem dalen. Vi fulgte gul rute helt op i passet syd for Giewont. Her skiftede vi til blå rute det sidste stykke op. Køen til toppen af Giewont 100 meter under toppen landede vi i en næsten stillestående kø. Over os kunne vi se det mægtige kors, der står på toppen, og det var svært fristende at bryde ud af køen og bare fortsætte op ad skråningen uden om stien, men i Tatra er det ikke tilladt at gå væk fra stien, og med de mange mennesker, der går i polsk Tatra ville det vel sagtens også slide voldsomt på terrænet, hvis alle valgte deres egen vej. Så vi blev i køen og blev undervejs underholdt af en lille bjerggimse, der lidt på afstand stod og kiggede på menneskekøen og sikkert undrede sig over, hvad alle de mennesker mon lavede. Gimse Efter en lille time i kø nåede vi toppen. Her var fyldt op med mennesker, og det er et under at ingen blev skubbet ud over afgrunden. Vi fandt en god plads at sidde på og nyde solen og udsigten med Zakopane dybt under os og det fladere polske sletteland mod nord. På returen fulgte vi rød rute, der går oppe i højden, først på fjeldsiden og siden ned langs nordvestryggen. Nede i et mindre pas skiftede vi til grøn rute, inden vi stødte til den oprindelige gule rute vi havde fulgt det meste af vejen op. Hjemturen Belært af udturens transportmæssige besværligheder havde vi besluttet at påbegynde hjemrejsen allerede samme aften efter nedstigningen fra Giewont. Vi kom raskt afsted og fik kørt de første 300-400 kilometer, inden vi indlogerede os på et motel lige før Wrochlav. Vi var således godt på vej, og hjemturen burde ikke give problemer, men... Vi havde besluttet at undgå Berlin. Det var søndag, en stor rejsedag, og med vejarbejde på motorvejene måtte det blive et mareridt, I stedet ville vi køre ad landeveje op mod Stetin. Her røg vi imidlertid igen ind i et trafikuheld, som havde lukket vejen og sendte os på omkørsel. Her havnede vi ved en lille færge, som ifølge kortet kunne lede os over Oder, men den var tilsyneladende gået i strejke. Vi kunne se den på modsatte flodbred, men den rørte sig ikke ud af flækken. Vi fandt en alternativ vej, men snart, i en mindre provinsby, havnede vi i kø, da en musikfestival lige var sluttet. Endelig ovre på tysk område, på solid motorvej, skulle vi lige have benzin fyldt på, inden vi kunne give den gas. Imidlertid er der ikke oprettet benzintanke endnu ved den nyanlagte motorvej, så vi måtte ti kilometer ind til en landsby i det gamle DDR bag en gammeldags traktor. Summa summarum, trods fuld gas videre ad motorvejen kunne vi ikke nå vores færge i Rostock. I stedet fik vi en afgang fra Puttgarden kl. 23, så afsted yderigere 300 kilometer rundt om Lübeck. Tilbage i København var klokken langt over midnat. Ikke optimalt at skulle møde på job mandag morgen. Sammenfatning Tatra er et utrolig flot naturområde. Frodige dale, alpine tinder, stabilt vejr, i hvert fald den periode, vi var der. På plussiden tæller priserne naturligvis. Mad, indkvartering, fadøl, alt er ekstremt billigt målt i forhold til danske og norske normer. Bussystemet i Zakopane er også virkelig effektivt. På minussiden tæller besøgstallet i nationalparken. Her er virkelig mange mennesker med heraf følgende gener. Vi er på niveau med Besseggen en solrig dag i juli, hvis ikke værre. Som resultat er det heller ikke tilladt at forlade stierne, og camping finder vist ikke sted i nationalparken. Det var absolut en stor og god oplevelse at besøge polsk Tatra, men jeg er også glad i år for at være tilbage i Jotunheimen.

Turen ble ikke helt som planlagt pga. potekutt Men vi fikk allikevel noen flotte dager i Rondane, og unnet oss litt luksus på Rondvassbu siste natten

Syntes alt du har kommet frem til ser bra ut. Når det gjelder teltet har jeg ikke førstehåndskunnskap om Fonnfjell SL, men det ser veldig spennende ut. Reinsfjell har jeg bare gode erfaringer med etter å ha eid det i over et år. Den store fordelen med Reinsfjell er at det er selvstående og har to fortelt / innganger. Hva du velger blir smak og behag. Mammutposen er topp kvalitet og duger godt ned til rundt 0. Blir det rett under null fungerer det fint for meg å ta på ulltrøye og ullsokker. Det eneste du bør vite er at denne posen er ganske smal. Den passer meg perfekt siden jeg er lang og slank, men er du litt kraftigere bygd kan den nok oppleves litt trang. Når det gjelder underlag så syntes jeg Exped har best liggekomfort. Hvilken modell du velger blir smak og behag. Til skissert bruk vil Synmat være mer enn godt nok. UL vil måtte behandles litt mer forsiktig, men det kan være verdt det med tanke på vekta. God tur!

Hei! Det er aldri for sent å ta opp teltlivet - og heldigvis har det kommet maaaange finurlige og fine løsninger og lett utstyr på bare få år. Jeg har ingen erfaring med soveposen du har sett på, men tenkte å fortelle hvilket utstyr jeg bruker når jeg ønsker å bruke minst mulig vekt på sovepose, liggeunderlag og telt. Sekken jeg har er en Osprey Argon 85 liter som veier i underkant av 3 kg. Hvor mange liter man trenger kommer selvsagt an på hvor lenge man har tenkt å være ute på tur - på helgeturer klarer jeg meg med en 40 literssekk! Liggeunderlag: Jeg har Thermarest Neo Air Xlite med thermarest z-lite under. Jeg har alltid med z-liten, fordi den tåler å blir dratt fram i pauser og jeg trenger ikke være redd for glør/at det skal gå hull i den. Neo Airen funker helt topp synes jeg og er bitteliten i sekken. Telt: Reinsfjell 2 SL, som jeg er superfornøyd med. Stødig, lett og rett og slett ett fryktelig trivelig telt. Tror det skal mye til for å ikke bli fornøyd med dette. Jeg har tidligere hatt Ringstind, men det solgte jeg fordi jeg synes det var aaaalt for liten plass. Pose: Jeg har en Sir Joseph koteka 290 dunpose. Den veier et halvt kilo, og har en komfortemperatur på tre grader - men jeg har sovet med den i minusgrader også uten å fryse. Den lekker litt smådun, men ellers romslig og fin. Stiv i pris - men jeg synes den har vært verdt det. Begynner å bli noen år siden jeg kjøpte denne, og det er helt sikkert mange andre gode og lette varianter på markedet som er billigere. Syntetposene har kommet seg mtp vekt de siste årene også. Håper det var til hjelp - lykke til i jakten

Det er fellesferie når man har gått et stykke for å komme til et lite gromtjern på fjellet - sjekket været og greier - og der er det selvsagt noen fra før :@ Hyggelig å møte folk i fjellet, men ikke akkurat der.

Om du går opp eggen er det ikke noe problem for en hund som er vant med å være på tur. Litt avhengig av linjevalg opp eggen må du kanskje gi litt hjelp et par punkter men ellers burde den greie seg selv. Og ned mot Gjendesheim er det greit at den ikke bruker deg som brems. Viktigst er det heller å vurdere hvor godt du kjenner hunden og hvor god kontroll har du på den - og hvordan er den i møte med andre hunder (spes masete løshunder)?

Møtte noen hunder når jeg gikk Besseggen, felles for de fleste var at eierne ikke helt hadde fått med seg det der om båndtvang, noe uheldig mener jeg. Det er endel tamrein i området men men .. Jeg skulle egentlig ha med to, men var sjeleglad når jeg kom dit at det ordnet seg med hundepass i siste liten. Mine er nemlig ikke noe særlig på "gå bak" og ikke trekke i båndet og det hadde vært skummelt.

Burde gå veldig greit om hunden ikke er "døv" og kan gå bak når det går nedover. Kjipt å bli dratt etter hunden. Engelsksettern min gikk den for et par uker siden og vi møtte mye hunder. Hun kom seg frem overalt overalt for egen maskin:)

Dette blir å spore av litt, men når man først har Photoshop så kan det være lurt å utforske litt med lagdelte bilder og verktøyene History Brush og de ulike Healing Brushene. Her er ett testbilde jeg tok for noen år siden da jeg tok med meg noen lommelykter opp i Nævra mellom Trondheim å Stjørdal. Bildet ble tatt med ett fullformatkamera, men med ett DX-objektiv. Orginalbilde Klippet og justert på, målet var å få ett bilde som skal se justert ut, målet mitt var å få ett litt eventyrlignende bilde. Ettersom bilde manglet litt eventyr lånte/stjal jeg noen trollbilder fra nettet. Resultat Ett annet eksempel av bildene jeg har tatt, men nå begynner det å bli mye manipulering her! (tatt i gamle Trondheim Kommunehus)

Litt tøff sky på Storheia i Trondheim idag tidlig

Kvasstind 1010 moh, ei av de 7 søstre ble det i går. Skydekket åpna seg på toppen, og sola skinte. Late sommerdager, så nå var det virkelig på tide å komme seg til fjells:)

Dagen før grotteturen gikk turen inn til Nord Norges nest høyeste fjell, Suliskongen på 1906m. Selv om det er juli tok jeg med randoski og fikk en uforglemmelig nedkjøring på utrolig bra slusjføre! På tur innover mot isbreen På Sulitjelmaisen Utsikt fra Suliskongen (1906m) Fikk nesten 900 høydemeter nedkjøring på julisnøen!

Vanlige "Steristrips" kan i mange tilfeller være nok til å lukke et kutt, men i nøden så kan også annen tape gjøre nytten. I tilfeller der @KiB vil sy så antar jeg at stopping av blødning må være det primære. Farene med å lukke et større sår, enten ved å tape eller å sy, er at du kan få infeksjon i såret. Da kan det dannes en abscess som kan være vanskelig å få drenert eller rengjort. Jeg fikk en sånn abscess etter en operasjon i magen og legen antok at årsaken var så enkel som at det var kommet vanlige hudbakterier i såret, altså bakterier som vi omgir oss med til daglig. Disse er vanligvis ufarlige å få i seg gjennom munn og nese, men hvis de kommer inn i et sår som blir lukket så kan de lage en del trøbbel. Slike infeksjoner kan vanligvis behandles med antibiotika, men ute i villmarken så kan det nok være fare for en del mer aggressive bakterier som både jobber veldig fort og som kan være litt vanskelige å få has på. Noen av de skumleste er vel stivkrampebakterier (Clostridium tetani) som finnes i mage og tarm på de fleste mennesker og dyr og som blant annet forekommer i store mengder der det er hester og hestemøkk. Men heldig vis finnes det effektiv vaksine mot denne bakterien. Et gammelt kjent middel mot infeksjoner er f.eks. å dekke såret med honning. Ingen bakterier kan leve i honning, men i dag er ikke dette middelet så vanlig å bruke. En annen gammel metode er å la fluer legge egg i såret. Fluelarver eller maggot spiser da det betente og døde vevet og bidrar til at bakteriene ikke får overtaket. Dette ble blant annet registrert i forbindelse med krig f.eks. etter Napoleons herjinger i Europa. Noen av de skadene som ikke ble behandlet av feltskjæren med en gang, men måtte vente på koldbrann og amputasjon, opplevde at det kom maggot i såret, og de som opplevde dette hadde en langt større sjanse til å beholde armer og ben som ellers ville ha blitt amputert. Men jeg tror nok at en skvett rødsprit i og rundt såret vil være mer effektivt.

Takker! Gleder meg til høsttur til fantastiske Skrim selv, kanskje vi ses blant høstfarger og ørretvak

En klassiker er å parkere på spranget, og gå til Rondvassbu, videre til Dørålseter, Bjørnhollia, tilbake til Bjørhollia. Kan telte hvor som helst og "løpe" opp på Storronden, Rondeslottet eller Høgronden - alle flotte. Selv om du sa tur/retur samme sted er en fin mulighet å parkere på spranget eller Otta, tog til Hjerkinn og så gå Rondane nord til sør. I nord er det flatere og åpnere, mens i sør kommer tindene; hver sin sjarm. Da får dere sett mye!

30000,- for 4 dager var litt i det dyreste laget Temperaturen ved Käringsjön om dagen ligger på rundt 10-14 grader, og ta med klær deretter så blir det varmt og godt Man legger ut fra Käringsjön turisthytte ut i en liten kanal og padler tvers over selve Käringsjön innsjøen, så går man i land ved en liten "brygge" i enden og bærer kanoen over til vannet Håen - en sti på ca. 300 meter. Husk å se på kartet, det går to stier fra Käringsjön - den til venstre går rett ned til Håen og den til høyre tar dere med på sightseeing.. Så padler man over Håen og går iland litt til venstre i enden, du ser sporene der hvor det er blitt dratt iland kanoer før. Så bærer du kanoen sydover nedover en steinete sti til du kommer til et kryss etter ca. 150 meter. Herifra tar du til høyre og følger merket rute som er klopplagt enkelte steder, gå av denne ruten etter ca. 300 meter og gå rett ned mot Rogen. Ta med tau, for herifra kan dere med stor fordel dra kanoen etter dere hele veien ned til Rogen. Det er ikke merket sti ned til Rogen, men dere ser denne svære innsjøen foran dere hele tiden så kan ikke bomme Denne bæringen er et slit med tung kano, men ta tiden til hjelp og dra kanoen der dere kan. Se på kartet så ser dere hva jeg snakker om. Håper dette hjelper Dere kan også padle labyrinten vestover fra Käringsjön, men denne ruten kjenner jeg ikke til.

Mine beste turer i ungdommen hadde jeg under en presenning fra biltema eller i ei hengekøye til 120 kroner som fikk plass i lomma. Buksa var av bomull og gore-tex var noe sære greier pingler fra bærum trengte når de skulle ut av bilen en tur. Mye av greiene jeg dro med meg ut i skauen var tjuvlånt fra pappas heimevernsekk. Egen sekk hadde jeg selvsagt. En litt for liten og egentlig helt elendig men grisebillig anatomisk sak på 65 liter jeg fant billig fra et postordrefirma som dumpet reklame ned i postkassen vår. En fjortendagers tur i børgefjell som 15-16 åringer gikk greit i samme bukse, ei bomulls feltskjorte og en sånn der nymotens fleece-genser for kalde dager. Jakka var ikke vanntett heller. Maten kokte vi på rødsprit i et trangiakjøkken og vi flottet oss godt i kompisens helsport børgefjell 3 camp han fikk kjøpt for konfirmasjonspengene. Det gikk mest i gryteretter (uten kjøtt) til middag. Vi lå på skumplastunderlag fra norsk sengetøylager og grisebillige fiberposer fra felleskjøpet med comforttemp 10 grader. Det sludda den ene dagen og lavt skydekke gjorde at de 4km vi skulle flytte oss endte med en 16 timers marsj på måfå. Kompass var jo dyrt så siden jeg hadde mistet mitt nøyde oss med kart. Omsider fant vi ut at vi ikke hadde havna i Sverige som fryktet. Men det ville uansett ikke vært noe stress. Det er jo bare å følge vannet nedover så finner du jo folk til slutt. Mobiltelefoner eksisterte ikke, GPS var omtrent forsvarshemmeligheter og satelitttelefoner var noe sære greier CIA brukte. Fiskestengene var noen slags "Juniors første fiskesett" fra en nærbutikk på Majavatn og ga helt presis 0 fangst. Men jaggu hadde vi det flott! Memories: Jeg vil påstå at motebildet fortsatt har veldig liten innflytelse på mine valg. Men krav til funksjonalitet har eksplodert parallelt med kjøpekraft og jeg finner det skremmende morsomt å teste nytt stæsh på tur. Jakten på det perfekte telt rir meg som en mare selv om jeg intellektuelt forstår utmerket godt at et perfekt telt eksisterer ikke og kommer aldri til å eksistere før teltene er vektløse, slår seg opp helt av seg selv, rommer hundre mann på en halv kvadratmeter og bare flirer av et par atombomer. Samtidig er mye av disse greiene fra XXL funksjonelle og flotte også til annen bruk. Et par sko jeg kjøpte som campsko viste seg å være suverene på sørpeføre da det er gore-tex i dem. Måtte derfor kjøpe et par til siden de ble brukt så mye utenom tur også. Turbukser med rikelig med lommer og litt stretch i viste seg helt suverene også i en jobb som krever at man bærer på seg både nøkler, alarm, og opptil 3 telefoner samtidig som man plutslelig kanskje må gjøre noen akrobatiske manøvre. Fleece-jakke med mye lommer viste seg å være en flott erstatning for en ellers stilig genser av samme årsak. Resultatet er at jeg bruker mye bekledning fra XXL og slikt. Ikke på grunn av mote men på grunn av funksjonalitet andre moteriktige greier ikke tilbyr.