Vinnerliste

Bestilte ei bukse på nett forrige helg, der jeg valgte "henting i butikk" (heldigvis). Sendte samtidig en mail om at jeg trengte en bekreftelse på at de har buksa inne, da jeg bor på Sunnmøre, og skulle til østlandet denne helga. Fikk selvfølgelig ikke noe tilbakemelding på mail, de svarte ikke på tlf, og ikke på facebook. Men tok meg en tur innom butikken i dag. Fyren bak kassa virket totalt uintressert da jeg fortalte at jeg ikke hadde fått noe svar på mail, men han sjekka bestillinga mi, og fortalte at den buksa hadde de ikke på lager, men de kunne skaffe den til torsdag ( da har jeg reist hjem igjen...) Kansellerte selvfølgelig bestillingen, og reiste videre. Fakta om amfibi må vel sies å være at de svarer ikke på tlf, mail, eller facebook. Men butikken er åpen... Dette lukter av å være ei synkende skute. Ikke bruk penger her, spar heller pengene til opphørssalget...

Thermarest NeoAir Xlite regular til bare 1399,- http://www.fjellsport.no/produkter/turutstyr/soveposer/liggeunderlag/therm-a-rest-neoair-xlite-regular.html Edit: Faktisk bare 1189,- med Fjellforum koden

Fjellsport.no har kommet med et svært godt tilbud til medlemmer av Fjellforum http://www.fjellforum.no/topic/28629-kode-til-rabatt-p%C3%A5-fjellsportno/?p=262188

Kjør på! Gå på alenetur så mye du vil. Og gjerne ta en tur ekstra for å gjøre folk ekstra "urolige". Jeg er sterk tilhenger av det enkle liv i ensomhet ute i naturen. Mer enn gjerne i selskap av en hund. Hva er vel bedre? I dagens moderne teknosamfunn er det nærmest et ufravikelig krav om at man "må være tilgjengelig", nesten uan-faen-sett. Folk sitter i kinosalene, på restauranten, på møterommet og i skolesituasjon og oppdaterer fjasbokstatusene sine. I mine øyne er det sykt. Jeg opplever det som respektløst når noen jeg evt sitter over en kaffekopp med, tar fram mobilen sin. Om så bare i et flyktig øyeblikk. Det er helt vanlig i dag. Sikkert bare jeg og noen få andre fossiler som gidder å bry seg om det. Jeg vet jeg "henger etter" i mine meninger her, men jeg står på at jeg synes det er idiotisk. Og trist. Få ting er deiligere enn å slå av mobilen, melde seg ut av det moderne samfunnet, og komme seg ut på tur. Nyt alenelivet på tur. Nyt lydene, inntrykkene og lukten av naturen. Det er hva livet dreier seg om. Kanskje vi sees på fjellet! Det blir i såfall på god avstand

Snøhetta -Vesttoppen Efter 31 års fravær skulle årets fjeldtur i år gå til Dovre. Egentlig underligt, for i Dovre skinner solen altid, i alt fald når jeg er forbi, således også i år. Sammen med mine døtre, Cecilie på 24 og Amanda på 13 (Sebastian valgte for første gang i ni år ikke at deltage på årets fjeldferie) tog vi natbussen fra København til Oslo, dernæst toget fra Oslo op gennem Gudbrandsdalen. Desværre var et godstog afsporet nogle dage forinden i Kvam, så der gik togbusser fra Lillehammar til Dombås, hvilket indebar en forsinkelse, så vi ikke nåede bussen til Snøheim kl. 13. På Hjerkinnhus fandt vi kortene frem, købte kolde drikke og havde forberedt os på at slå tre timers ventetid ihjel, da en ekstrabus ankom. Fin service af Snøheim at sende en ekstrabus, når der var knas med togtrafikken. Vi gjorde os hurtigt klar og tog bussen op. Under busturen var vi heldige at se to små grupper moskus. Dog var det stadig vor ambition også at møde dette facinerende dyr ude i naturen. Vi ankom til Snøheim 15.30, to timer efter det forventede tidspunkt. Lidt ærgerligt, for i det fine vejr var det nærliggende at gå en toptur om eftermiddagen til Snøhettamassivet. Trods dårlige odds tidsmæssigt valgte vi dog at gøre forsøget. Vi tilmeldte os den sene middag kl. 20, fyldte to drikkedunke, tog hver en trøje om livet og begav os af sted mod Vesttoppen. Stortoppen havde jeg allerede besøgt i min ungdom i 1980 og 1982, og det lykkedes mig at promovere Vesttoppens fortrin. Det blev noget af et race mod toppen. Amanda var ærgerrig og satte fra start et hårdt tempo. Siden måtte jeg, ligeledes ærgerrig efter at nå en ny 2K-top, tage over. Cecilie, knap så ærgerrig og trængende til fødeindtag, sagde dog stop, da vi kl. 17.30, en halv time før vor aftalte turning point, nåede topryggen et par hundrede meter under slutmålet. Hun gav dog Amanda og mig grønt lys til at fortsætte det sidste stykke op, idet vi lovede at gå turen nok en gang, hvis omstændighederne talte herfor. Således fortsatte Amanda og jeg det sidste stykke op og stod kl. 17.45 på højeste punkt, der helt som forventet overgik Stortoppen i flere henseender. For det første er toppunktet ikke skæmmet af et militært byggeri. For det andet, selvom der også går en del mennesker til Vesttoppen, er man ikke en del af en folkevandring. Og for det tredje er Vesttoppen en anelse dramatisk om end ikke skræmmende med stub til tre sider. Personligt brugte jeg hovedparten af de 5-10 minutter, vi blev på toppen, til at udfordre stuppene og studere den videre og nok så skræmmende rute til Hettpiggen, mens Amanda fra topvarden nød udsigten udover den ganske fjeldverden. På nedturen var Amanda og jeg efterhånden mærket af det hårde tempo op ad fjeldet. Cecilie havde derimod haft godt af sin pause og satte tempoet retur så vi lige akkurat nåede middagen på Snøheim kl. 20. Storstygge Svanåtinden Første morgen på Snøheim vågnede vi til strålende solskin, og vi besluttede at forfølge et af vore primære mål hjemmefra, nemlig Dovres andet store fjeld, Storstygge Svanåtinden. Vi brugte to timer på indmarchen fra Snøheim til Svanådalen, hvor første udfordring bød sig til, nemlig elven i bunden af dalen. Det lykkedes ikke at finde et egnet sted, hvor vi alle kunne komme tørskoede over. Øverst oppe, ved udløbet af vandet i 1500 meters højde, var elven dog tilpas rolig og ikke særlig dyb. Her smed pigerne støvler og strømper, mens jeg selv stak bare fødder i støvlerne for at stå bedre fast, hvorefter jeg støttede Cecilie og Amanda over vandet. Vel ovre elven spiste vi halvdelen af vor niste, mens mine støvler tørrede en anelse i solen. Dernæst påbegyndte vi bestigningen af fjeldet. Først holdt vi til venstre, hvor fjeldet så fastere ud og mindre stejlt. Et godt valg, idet vi hurtigt og enkelt kom over den første stejle stigning. Dernæst ventede en lang stenet skråning, hvilket dog ikke er specielt slemt, så længe det går opad bakke. Eggen det sidste stykke op Klyvning på eggen Efterhånden nåede vi eggen de sidste 200 højdemeter, som jeg havde set frem til som turens højdepunkt. Her kommer man tæt på stuppen ned mod bræen øst for Storstygge. Dog er det muligt at holde ned på venstresiden, hvis det bliver for luftigt. Efterhånden blev vi konfronteret med nogle fremspring, som tvang os venstre om. Stigningen tog efterhånden til, og hænderne måtte tages til hjælp, men vejen op gav sig selv, også selv om Amanda ikke følte sig helt sikker på de skrå klipper. Jeg klatrede dog umiddelbart efter hende klar til at gribe og generelt bød eggen kun på morsom klyvning, måske som man kan forestille sig på Besseggen i pionertiden inden stien blev så tiltrådt. Vi nåede toppen af eggen, som kan ses under det meste af opstigningen. Her fladede fjeldet øjeblikkeligt ud, og der resterede kun omkring 50 meter i næsten plant terræn til topvarden. På Storstygge Svanåtinden Vi blev på toppen en halv time, hvor vi nød solen og varmen samt en eminent udsigt udover den ganske fjeldverden. Videre nød vi at have verden helt for os selv. Fra Snøheim havde vi ikke set et menneske. Fjeldturismen omkring Snøheim er tilsyneladende helt koncentreret omkring Snøhetta, mens de mange tinder omkring Svanådalen tilsyneladende får lov at ligge øde hen. Lidt paradoksalt men heldigt for os. Omsider måtte vi påbegynde nedstigningen. Denne gik langt lettere end frygtet. Ruten gav atter sig selv, og Amanda, der havde følt sig utryg under opstigningen, kurrede let og elegant ned ad de skrå klipper. Nede ved stenskråningen begyndte vi at være mærket af væskemangel. Vi havde medbragt 1½ liter vand fra dalen. Men i sol og varme var det i underkanten. Vi sigtede mod og fandt et snefelt, vi havde observeret under opstigningen. Dette gav os dels nogle hurtige meter nedad, dels fandt vi en smeltevandskilde ved bunden af snefeltet at slukke tørsten i. Nede af fjeldet krydsede vi elven på samme måde som på udturen. Vi spiste resten af vor niste og påbegyndte dernæst vandringen retur til Snøheim. Mod slutningen begyndte det tordne over Snøhettamassivet, men selv nåede vi tørre hjem, og først om aftenen begyndte det at regne over Snøheim. Vesttoppen for anden gang Også anden morgen på Snøheim vågnede vi til solskin, og en ny toptur bød sig til. Amanda og jeg havde jo lovet Cecilie endnu en tur til Vesttoppen af Snøhetta, men håbede i det skjulte, at Cecilie ville afstå, så vi kunne gå mod Stortoppen og Midttoppen. Cecilie ville dog helst mod Vesttoppen igen, og selv om hun spurgte til vores ønsker, havde vi jo givet vort ord, og ingen af os ønskede at ændre Cecilies beslutning. Altså stilede vi nok engang mod Vesttoppen. Fulgte først folkevandringen mod Stortoppen, men drejede efterhånden mod venstre. Vi gik denne gang i et mere adstadigt tempo med tursæk indeholdende niste, vand og regntøj. På små tre timer nåede vi over den første pukkel og videre til det sted på topryggen, hvor Cecilie havde stoppet i første forsøg. Her stillede vi tursækken og indtog halvdelen af vor niste. Mens vi spiste begyndte det at tordne på den anden side af Snøheim. I næsten vindstille vejr mente vi dog ikke, tordenen var en trussel for vor færd. Vi spiste roligt færdig og fortsatte mod toppen, nu en anelse hurtigere, da vi havde ladet rygsækken stå på ”Cecilies Place". På Snøhetta Vesttoppen Vi nåede toppen, denne gang alle tre, og gav os atter god tid til at nyde det for os danske lavlændere lidt dramatiske topmiljø. Efter et kvarter på toppen begav vi os retur, da vi fornemmede tordenen rykke gradvist nærmere. Vi nåede sikkert ned af fjeldet, men under den sidste halve times vandring tilbage til Snøheim, da tordenskyerne var rykket stadig tættere og havde fået forstærkning nordfra, så vi nærmest havnede i en sandwich, undgik vi ikke regn og hagl og kunne glæde os over, at regntøjet befandt sig i vor tursæk. Rheinheim og moskussafari Også tredje morgen på Snøheim vågnede vi til solskin, men tiden var ikke til flere topture, hvis vi ønskede at gå den planlagte trekant Snøheim-Rheinheim-Åmotdalen-Snøheim inden vor hjemrejse. Vi pakkede vort grej, afregnede på Snøheim og begav os mod Rheinheim. Turen fra Snøheim til Rheinheim er ikke særlig lang. Allerede ved middagstid efter et par timers vandring var vi fremme og indkvarterede os på et af familierummene. Vi spiste vores niste og tog et spil kort, mens vi lod en torden passere, som var trukket op. Dernæst pakkede vi en tursæk og begav os ned gennem Stroplsjødalen i håb om at finde moskus. Sidste år havde Cecilie haft stort held på denne strækning, da hun gik med sin kæreste. Det samme held skulle dog ikke tilsmile os. Forbi Stroplsjøn havde vi stadig ikke fundet dyrene, og Amanda, træt efter tre topture, begyndte at beklage sig. Vi spurgte andre vandrere, som vi mødte på modsat vej op gennem dalen. De havde alle set moskus, hvilket motiverede os til at fortsætte. Vi måtte dog helt ned til Kaldvelldalen, før vi fandt dyrene, og da kun som små prikker langt oppe ad fjeldsiden. Kun det faktum, at pletterne bevægede sig og noget, der lignede en moskussafari, befandt sig på sikker afstand under omtalte pletter, kunne identificere objekterne som moskus. Det var naturligvis fristende at gå op mod moskussafarien og opleve dyrene på nærmere hold, men Amanda var træt, der ventede to timers returmarch, og vejret var uforudsigeligt med torden i flere retninger. Vi besluttede at stille os tilfredse med at have set dyrene på afstand og begav os retur til Rheinheim, idet vi nåede at få gavn af vores regntøj. For mig var det desuden en stor oplevelse at genopleve et område, jeg havde vandret i for mere end tredive år siden, ligesom det blev bekræftet, at Kaldvelldalen præcis som under mine besøg i ungdommen synes at fungere som moskussens Mekka. Åmotdalen På Rheinheim vågnede vi for første gang på ferien til en overskyet himmel. Vi håbede for de af vore medgæster på Rheinheim, der skulle på Snøhetta, at det måtte klare op i løbet af dagen. Selv påbegyndte vi turen til Åmotdalshytta gennem Leirpullskardet. Endnu engang håbede vi forgæves at møde moskus. Andre vandrere, vi snakkede med, havde dagen forinden mødt moskus på strækningen, ligesom Cecilie året forinden havde mødt dyrene i Leirpullan umiddelbart vest for Rheinheim. For os viste okserne sig dog ikke. Fra toppen af Leirpullskardet kiggede vi ind over Trollheimen og udover de fladere områder, vi skulle gå ned i. Vi fortsatte ned i Åmotdalen, og omkring kl. 14 ankom vi til hytten efter en forholdsvis kort dagsmarch. Vi var dog efterhånden godt brugte, og vi trængte til en rolig dag, så vi nød eftermiddagen på Åmotdalshytta, som for mit vedkommende kom til at omfatte badning i søen. Hen mod aften blæste det op, og en strid og vedvarende regn satte ind. Vi tænkte, at vejret nu skiftede, og vi kunne se frem til at gå sidste dag retur til Snøheim i heldagsregn. Foreløbig var vi dog inden døre, og en regnfront tager normalt kun 6-7 timer at passere. Retur til Snøheim – endelig moskus Regnen var holdt op, da vi vågnede i Åmotdalen, og himlen var blå med hvide højtliggende skyer, men temperaturen var faldet, og det blæste stridt. Amanda kom ind på, at vi kunne gå over Snøhetta til Snøheim. Hverken Cecilie eller jeg var dog særlig stemte for det alternativ med oppakning og et lidt uforudsigeligt vejr. Amanda var heller ikke insisterende og mente sikkert heller ikke sit forslag reelt, så vi holdt os til planen om at returnere til Snøheim vestom Snøhetta-massivet gennem Svanådalen. Vi fulgte stien fladt langs Åmotsvatnet mod sydvest, inden vi drejede om i syd op under Drugshø og videre op i skåret mellem Langvasstinden og Larstinden. Passet er en stejl og stenet affære, og med de lavere temperaturer måtte vi finde handskerne frem, men en fantastisk flot tur er det med mange spektakulære tinder. Først vandrede vi mod flotte Drugshø, dernæst op i den snævre portal mellem de majestætiske tinder, Langvasstinden og Larstinden, og endelig Svanådalen med Svanåtinderne, heriblandt Storstygge, og Bruri. Egentlig synd, at ikke flere besøger dette område. Ligesom under vor bestigning af Storstygge Svanåtinden mødte vi stort set ikke andre mennesker på vores vandring. Moskus Ved udgangen af Svanådalen, da vi var kommet ind på den kendte strækning, vi havde gået ind mod Storstygge Svanåtinden, skete det endelig at vi kom tæt på moskus. Det var Amanda, der var årvågen, mens vi andre stirrede ned på stien, vi gik ad. ”Er det moskus?” udbrød hun og pegede på nogle sælsomme pletter 300 meter væk på den anden side af en lille dalbund. Og det var det. En lille flok på syv dyr holdt siesta på en læfuld og solbeskinnet skråning. Vi slog os ned, nød oplevelsen og filmede dyrene, inden vi fortsatte rundt om det næste hjørne, og der, kun 50-100 meter fra os, kom endnu en moskus os i møde nede i dalbunden. Cecilie, der gik forrest, sprang tilbage, mens jeg trådte frem, telepaterede lidt med dyret og enedes om at passere hinanden i ro og fred. Herefter resterede blot 1½ times jævn vandring frem til Snøheim. Vi ankom trætte og mætte af oplevelser efter en forrygende uge i Dovre, som havde givet alt, hvad vi kunne have håbet. Og alligevel havde Dovre endnu en lækkerbisken at diske op med: Den efterfølgende dag, efter påbegyndt hjemrejse til København, opdagede jeg fra toget mellem Hjerkinn og Dombås en elgko i Fokstugumyrin. Det gik dog så stærkt, at jeg ikke kunne nå at udpege dyret for mit rejsefølge og dele oplevelsen.

Jeg har vært på to flotte turer, begge stedene er nok ukjent for de fleste av dere her inne. Lyst til å gjette hvor i landet dette kan være fra? Første bildet tatt fra en alenetur på åtte timer, en av de fineste turene jeg har hatt. Andre bildet med meg og barna, på en kortere, men fin og opplevelsesrik tur. Begge bildene er fra omtrent samme område.

Ost: Gratulerer, JAAA det er Lensvika! Vet ikke hva området på andre siden av fjorden heter, men det ser du jo fort på kartet. Fjellet jeg står på kaller de lokalt for Landrøheia. På kartet står det Hestgrovheia, på andre kart Landrøsheia. Jeg gikk til Vestre Varden, en tur på ca 7-8 timer tur-retur, fantastisk tur!! Anbefaler den virkelig, utsikten kan ikke beskrives verken med ord eller bilder På bildet med barna mine står vi på Fjølåsen og ser innover Trondheimsfjorden, dette er en lettere tur, fin å ha med seg barn. Står en stor flott gapahuk der oppe, med langbord og ovn inne til å grille mat på og greier. Utrolig flott. Selve området er historisk og et av de første stedene det bosatte seg folk i det området. Mye artig historie der. Noen andre som har et gjettebilde?

Minst mulig, helst bare boxer. Blir bare klam av klær på mens jeg sover.

Jeg går alene med en hund eller to. Gjerne i flere dager og helst med telt, ikke hytte. I love it.

http://www.helgeland-arbeiderblad.no/nyheter/article6801216.ece Masse besøk i nasjonalparken for tiden ja - artig at Trond Strømdal engasjerer seg med fellestur som turleder

@Tiur3 jeg skjønner ikke hva som gjør at Helsport er så mye bedre enn utenlandske merker. Ikke kan de konkurere på vekt og ikke på pris, kundeservice er de gode på. Hva er det som gjør Helsport bedre enn Exped? Hilleberg? Terra Nova? The north face? Hva med MLD sine duomid eller trailstar med innertelt fra oookworks? Tarptent med Scarp? Vi er stakkarslige fem millioner innbyggere, hvorfor kan det ikke hende at det fines teltmakere som er bedre enn Helsport blant de andre fem milliardene?

06.08.2013 - 07.08.2013 Jeg husker i mine yngre dager at det var tradisjon at hver sensommer/høst dro jeg og min far med to kamerater og deres fedre på fisketur i Tafjordfjella. Dette var alltid et høydepunkt og vi gledet oss stort hvert år før en slik tur. Fisk ble det ikke alltid så mye av, kanskje noen småpinner, men ingen virkelig store rugger. Bortsett fra en gang, da kom en av de andre fedrene kom tilbake til hytta som vi lå i, med det som for meg da var den største ørreten jeg noen gang hadde sett. Den var hvert fall over kiloen, et prakteksemplar av en fjellørret. At den var av det litt tynne slaget tenkte vi ikke så mye på da. For et beist! På fisketur med fatter`n. Jeg har i ettertid grublet over at det hadde vært kjekt å dra tilbake dit, se om det var mulig å få fin fisk der enda. Eller kanskje den ørret ikke var så stor som jeg husker, det var jo litt lettere å imponere meg på den tiden når det kom til størrelse på ørreten. Uansett så bestemte jeg meg for å ta turen. Både jeg og Kathrine hadde fri torsdagen, så onsdagen kjørte vi rett etter jobb og parkerte ved Kaldhussætra. Parkering ved Kaldhussætra. Tafjord kraft regulerer en del av vanna i dette området, også det vannet vi skulle fiske i. Oppover langs fjellet gikk vi på en grusveg i ca en time, som nok er laget av Tafjord kraft for å kunne kjøre opp til vanna. Ikke den mest givende vandringen, men om ikke annet forsvant meterne fort. Når vi var ferdig med grusvegen og begynte å gå på selve stien gikk vi i retning mot Djupvasshyttta i ca en time til før vi var fremme. Klokken var da ca 22.00 og tåken kom sigende ned langs fjellsidene.Vi fikk slått opp teltet og laget oss middag. Vi kunne se noen vak på vannet, så fisk var her hvert fall, men den kunne svømme trygt den kvelden. Vi satt heller å nøt noen kalde og snakket om turene vi hadde i Finnmark 2012 og planla at vi skulle tilbake i 2014. Da gikk timene fort. Oppover der skulle vi. Ikke noe særlig å gå etter Tafjord kraft sine grusveger. Skål! Fremste og Heimste Kaldhussætervatnet. Dokumentering av dokumenteringen. Endelig ferdig med grusvegen. Vi gikk mot Djupvasshytta. Så har molten blitt moden i fjellet. Bak det fjellet i bakgrunnen skulle vi. Kathrine var ikke mye nervøs da hun gikk over denne hengebroen. Litt værre med meg. Der er den "gigantiske" elven som broen gikk over. Fint på høyfjellet. Vi har nettop passert Fitvatnet. Fitvatnet. Så begynte tåken å komme. Endelig fremme. Kathrine gjør klar middagen. Ikke like fin utsikt når tåken er der. Hytte som tilhører Tafjord kraft, den var låst. Tåpelig spør du meg. Da vi åpnet teltet neste morgen lå tåka fortsatt ganske tett, ikke akkurat drømmeforhold for å fiske. Men etter frokosten tok vi oss en runde rundt vannet med haspelutstyret. Sluker i alle slags former og farger ble prøvd, jeg hadde til og med gått til innkjøp av bombardadupp og flueoppheng uten at det hjalp. På ettermiddagen pakket vi sammen utstyret og gikk tilbake til bilen, tåke hadde vi hatt stort sett hele dagen, og den var der også når vi bevegde oss tilbake mot Kaldhussætra. Utsikten fra teltet når vi drakk morgenkaffen. Ikke drømmeforhold for fisket. Innimellom lettet tåken. Så da var ingen unnskyldning for å ikke få fisk. Ser ut som Kathrine har veldig trua. Vannet var preget av å være regulert. Noen siste kast før vi måtte gi oss. Her fant jeg et gammelt slukskrin, kan tyde på at det blir fisket en del i dette vannet. Men fint var det. Noen aller aller aller siste kast. Viktig å dokumentere dyrelivet. Enda en kaffi før vi gikk tilbake til Kaldhussetra. Tafjord kraft er pliktig til å sette ut fisk i alla vanna de regulerer, kanskje denne båten har blitt brukt til det? Så pakket vi sammen. Dårlig sikt. Typisk at tåken skal ødelegge et "nå ser jeg på utsikten" bilde. Toyota`n! Ferdig med turen. Så ble det ingen fisk her, litt skuffende, men det var kanskje like greit. Da er hvert fall ikke minnet om storfisken avkreftet, men heller ikke bekreftet da. Så da er vel jeg kanskje like langt? Men for alt jeg vet så svømmer det noen rugger nedi der enda, som er minst like stor som den jeg fortsatt husker så godt, kanskje jeg får den en annen gang? Så langt har ikke fisket vært noe særlig etter vi kom tilbake fra Femundsmarka. Mitt litt hårete mål om å få ei dusse (ørret over 700 gram ) i Tafjordfjella eller Reinheimen ser ut til å henge i en tynn tråd. Først å fremst tror jeg at jeg bare må fokusere på å i det hele tatt å få fisk, uansett størrelse, ser ikke ut som det er så enkelt det heller. Men det er fortsatt håp, og jeg skal få tatt noen turer til før sesongen er over. Lykke til til meg og Kathrine. Vis artikkelen på bloggen

Her kan du legge til at det er en stor økning i bruken av fjellområdene, til alle mulige fritidsaktiviteter. Det er til enhver tid flere folk i fjellet enn før.

Ja, jeg har også undret meg over hvorfor enkelte reagerer på at kvinner ønsker å tilbringe tid alene. Mulig noe ligger i at manges erfaringer med damer i fjellet består i venninnegjenger på turisthytter med hver sin kartong med vin Det virker som det er "allment akseptert" at menn legger ut på tur alene, siden Bear Grylls tross alt har bevist at det går an( sarkasme). Det jeg fikk høre i begynnelsen når jeg begynte å gå alene, var bekymringene for alle farene der ute. Det være seg faren for skader, manglende mobildekning, været og ikke minst enslige menn som har forflytet seg fra bygden og opp i fjellet for å leve som einstøinger. Min kjære far ba meg endatil bære håndvåpen på turene mine... Jeg fikk også kommentarer som "oi, du er tøff" "at du tør!" med en noe skeptisk undertone som kunne indikere at det spredte seg bekymring om min mentale helse. Når jeg la ut på min første ukestur alene, hadde jeg ingen erfaring med friluftsliv annet enn dagsturer til mine nærmeste fjell. Erfarne fjellfolk ville kanskje sagt at det var tåpelig og utrygt. Jeg valgte å gjøre det slik fordi jeg ville trene meg på bruk av kart og kompass etter et kurs jeg tok, uten å støtte meg på andre. Jeg ville også gjøre det bare fordi jeg ville ut på langtur, og jeg ville være fri til å gå akkurat der jeg ville. Turen gikk fra Aurlandsdalen til Flåm via Kongshelleren og Rallarvegen bare så det er sagt Og det var en nydelig tur! Selvsagt er faren til stede for å skade seg, alene og sammen med andre, men jeg sier til de som bekymrer seg, at om jeg dør på fjellet, så dør jeg lykkelig. Men jeg er mye mer forsiktig på aleneturer enn sammen med andre, så sånn sett anser jeg det som tryggere på alenetur. Det jeg er mest redd for når jeg er på tur nå, det er å kjøre anleggsveier til stistart... :/ Reaksjonene jeg får nå når jeg takker nei til bytur og fyllakalas med begrunnelsen: "Jeg skal på fjellet", er stort sett; "Du er en rar dame". Min omgangskrets synes altså å ha akseptert min livsførsel, uten helt å begripe den. Men så vet de også at når vinteren kommer eller været er for utrivelig for tur, er jeg gjerne med på byn. Kanskje vi kvinner som liker oss ute alene burde trykke opp noen flyers til å dele ut når folk uttrykker skepsis over våre fritidsvalg med teksten: "Jeg er en kvinne som er glad i å nyte naturen, både alene som nå, og sammen med andre. Jeg har venner. Jeg har jobb. Jeg er i mental balanse. Jeg trenger ikke ipad for å føle meg vel." Uff

Det er muligens ikke så langt bort til våre heier? Det er en grei rundtur i Frafjordheiene med mellom 3 og 4 timer mellom hyttene. Det er mulig å starte forskjellige plasser, men rundturen går mellom Langavatn, Sandvatn og Blåfjellenden. Dette er selvbetjenet (Langavatn) og ubetjente hytter (Sandvatn og Blåfjellenden), men du bør ikke la det "skremme". Etter min mening er det kjekkere å besøke slike hytter. Du kommer nærmere innpå folk, og selv om det medfører litt arbeid (matlaging og rengjøring) så gjør normalt dette ikke så mye. Det blir uansett en del timer på hytta. Midt i ukene kan du risikere å være alene på hyttene, og du treffer uansett ikke mange folk mellom hyttene.

Fjordutsikt. Bakkanosi, 1398m over Nærøyfjorden 11/07. Mine kalenderbidrag: http://mintur.net/Turer2013/FFKalender/

Bidrag til Juli Solnedgang på Fjorda siste uka i Juli. Fin 3 dagers tur med Far, barn og Bestefar. "Fjorda på sitt beste" Pentax k5, sigama 10-20mm

Da får vi gratulere @Knesser som vinner av denne runden med 16 stemmer Hipp Hipp Hurra

De finnes nok bare du leter på rett plass. De finnes skjellen på mørke kneiper og støyende diskoteker. Du kan jo begynne med å titte på Turistforeningens fellesturer. Noen steder arrangeres det såkalte "Singel turer". Ikke sikkert at alle som melder seg på her ønsker å forbli singel. Ellers er det mye "kjekk ungdom" på tur i fjellet. I helgen var jeg turleder for en gruppe på 12. Det var bare to gutter / menn med på denne turen som deltagere, og opp til flere ugifte og sikkert godt kvalifiserte "kjerringemner".

Når en debatant slipper opp for argumenter så er det ikke uvanlig å "ta spilleren i stedet for ballen". Jeg kunne godt kommentert dette innlegget mer, men siden det sikkert ville blitt et ganske langt innlegg så skal jeg avstå fra dette. Men en ting ser jeg at jeg har fått med meg en del mer av enn det Thoreau har fått og det er god gammeldags folkeskikk og en god del tolleranse. Derfor tåler jeg godt slike kommentarer uten at dagen min blir ødelagt av den grunn. Feilen her ligger nødvendig vis ikke hos Thoreau, men heller mer hos hans foreldre, og det er det vel ikke så mye å gjøre med. "En fin dag til deg også".

Jeg har ikke skrevet noe i tråden tidligere men har hittil lest den fra A-Å. Indirekte er tråden basert på fjellvettregel nr. 7. "Gå ikke alene". Videre er også mange av innleggene basert på de andre fjellvettreglene. Fjellvettreglene ble jo introdusert på bakgrunn av alle ulykkene i norske fjell etter påsken 1967. Når jeg leser innleggene i tråden virker det som at disse er farget av nettopp fjellvettregelene. Siden disse 9 fjellvettreglene ble nedskrevet, ser det ut som at disse er blitt normer som vi føler oss bundet av. Det blir en form for moralske normer. Jeg er riktignok ikke født før på slutten av 80-tallet, og kan vel si at jeg har vokst opp med disse i "tåteflaska", likevel om de ikke alltid har vært like fremtredende, men har heller fremkommet mer indirekte gjennom andre formidlingskanaler. Nå sier jeg ikke at disse normene alene, er årsaken til slike kritiske spørsmål for alenetur kommer frem, men kan være en del av bildet. Slik jeg ville sett det kan man eksempelvis sette fjellvettreglene opp mot hverandre. La oss si at hovedregelen er "gå ikke alene". Men unntaket fra denne er de andre fjellvettreglene. Jeg kan f.eks. si det sånn: "Hvis været og værmeldingene er fine(fjellvettregel nr. 3), og jeg er rustet mot vær og kulde(fjellvettregel nr. 4) så kan jeg likevel gå alene. Personlig er jeg likevel for å kunne dra ut på tur alene. Men jeg vet av erfaring at i høyfjellet skifter været fortere enn man kan forutse. Tidligere i dag så jeg en dokumentar på en av NRK kanalene som viste blant annet om hvor beskyttende vi er ovenfor barn. Dersom det alltid skal være slik at vi skal gjøre alt for at barnet ikke skal brekke et bein, eller slå seg, så får heller ikke barnet utviklet seg, fordi det blir fortalt hvordan ting skal gjøres. Når man blir satt i et slik system at man skal utføre en oppgave sånn og sånn, så vil man kunne måle resultatene opp mot andre. Det blir altså en konkurranse, og man vil ikke i like stor grad få utvikle seg selv for å løse en problemstilling. Man blir altså bundet av de normene som samfunnet har satt. I dokumentaren var det en psykolog som kom med et klart eksempel: "Når et barn lærer seg å gå, vil veien frem til målet være å falle, for å så reise seg opp igjen, og tilslutt har man lært å gå". Jeg har kanskje beveget meg litt utenfor temaet, men det illuserer veldig godt hvorfor folk reagerer slik de gjør når man hører folk er på alenetur.